Wolfsburg er tysk mester

Med en knusende 5-1 sejr på hjemmebane over Werder Bremen sikrede Wolfsburg sig lørdag det tyske mesterskab for første gang nogensinde.

Wolfsburgs fans jubler efter det historiske mesterskab er i hus. (Foto: Kay Nieltling © Scanpix)

I en af de tætteste og mest nervepirrende afslutninger i den tyske Bundesliga var det overraskelsen Wolfsburg, som snød alle de store favoritter og vandt klubbens første titel nogensinde. I sidste spillerunde gjorde de arbejdet færdigt ved at besejre Werder Bremen med 5-1 på hjemmebane.

Selv om Bayern München før har snydt en ligarival på selve målstregen, så var der ingen slinger i valsen hos Wolfsburg, som hurtigt lukkede al spænding ud af topstriden ved at bringe sig foran 2-0 mod Werder Bremen efter blot et kvarters spil på mål af regissøren på midtbanen, Zvjezdan Misimovic, og topscorer Grafite. Og på et selvmål af Werder Bremen kunne Wolfsburg gå til pausen med 3-0. Brasilianeren Diego reducerede for gæsterne efter pausen, men et par sultne Wolfsburg-angribere sørgede for at sætte tingene endegyldigt på plads i det, der skulle blive en ren opvisning på Volkswagen Arena.

Ligatopscorer Grafite øgede med sit 28. sæsonmål føringen, inden angrebskollega Edin Dzeko med sit 26. sæsonmål slog storsejren fast. 

Bayern München vandt hjemme 2-1 over Stuttgart. Dermed endte Bayern München på andenpladsen, mens Stuttgart snuppede tredjepladsen, som giver adgang til Champions League-kvalifikation.

Jonas Kamper og Bielefeld rykkede ned, efter klubben spillede 2-2 hjemme mod Hannover 96. Kamper blev skiftet ind et kvarter før tid. Energie Cottbus uden Dennis Sørensen i truppen vandt 3-0 hjemme over Bayer Leverkusen og skal ud i en afgørende play off-kamp om nedrykning.

Bundesligaens topscorer - Grafite scorede to gange i sejren over Werder Bremen. (Foto: Jochen Lübke © Scanpix)

ExternalContent

Facebook
Twitter