Zlatan Ibrahimovic stopper omgående i Manchester United

Den svenske veteran har fået ophævet sin kontrakt med den engelske storklub. Han rygtes på vej til USA. 

Zlatan Ibrahimovic er færdig med at spille fodbold i Manchester. (Foto: ANDREW YATES © Scanpix)

Fodboldklubben Manchester United bekræfter torsdag på sin hjemmeside, at kontrakten med stjerneangriberen Zlatan Ibrahimovic er blevet ophævet med omgående virkning.

Den 36-årige svensker har de seneste måneder ikke kunnet få spilletid under manager José Mourinho, efter at Zlatan Ibrahimovic vendte tilbage oven på en alvorlig skade.

Det var på forhånd kendt, at svenskeren ikke ville få kontrakten forlænget, når den stod til at udløbe til sommer, og nu er parterne altså blevet enige om at stoppe samarbejdet før tid.

Zlatan Ibrahimovic, der har haft en yderst succesfuld karriere i europæiske storklubber, er ifølge medieberetninger på vej til den amerikanske MLS-liga.

LA Galaxy ventes at blive hans næste og måske sidste destination i en lang klubkarriere.

/ritzau/