Zlatan sender udviklingshæmmede til VM

Da det svenske landshold for udviklingshæmmede stod og manglede 283.000 kroner, smed superstjernen dem på bordet.

Zlatan Ibrahimovic lader ikke småpenge komme imellem 'det ukendte landsholds' og et VM i Brasilien. (© Scanpix)

Zlatan Ibrahimovic er bare den største i Sverige. Han har allerede sine egne frimærker, sit eget ord 'zlatanera' og mon ikke populariteten får et nyk yderligere opad, efter superstjernen fra Paris Saint-Germain er dykket dybt i lommerne for at støtte det svenske landshold for udviklingshæmmede.

'Det ukendte landshold', som de kalder sig, sluttede som nummer fem ved EM i Gävle i 2012 og dermed var billetten til VM i Brasilien sikret. Altså lige bortset fra, at de selv skulle betale en hel del af den.

- Det kom til at koste omkring 487.000 kroner at komme afsted. Handicapforbundet gik ind og støttede med 162.000 kr0ner, men det rækkede jo ikke helt, siger assistentræneren for 'det ukendte landshold', Stefan Jonsson til Sportsbladet.

En mand af handling

Jonsson tog derfor kontakt til flere profiler på det svenske landshold, der gerne ville hjælpe i form af donation af trøjer, men Zlatan Ibrahimovic gik i vanlig stil noget mere bombastisk til værks, da han fik nys om historien af 'det rigtige' landsholds fysiolog, Paul Balsom.

- Det var ham (Balsom), som snakkede med Zlatan og spurgte, om han ikke kunne donere en trøje, som de andre fra holdet havde gjort. Da Zlatan fik det at høre, sagde han bare: 'Hva' helvede kan man få for en trøje? Hvad koster den rejse?'

- Vi manglede 183.000 kroner og gav kontonummeret, og så satte han (Zlatan) pengene ind, fortæller Stefan Jonsson.

Zlatan Ibrahimovic kalder den store donation en selvfølgelighed.

- Jeg var selv dybt ærgerlig over, at vi missede VM, så da jeg hørte om 'Det ukendte landshold', så sagde jeg til mig selv, at jeg ville gøre alt i min magt for at de kunne opleve VM. Det var intet at tænke over. Det var en selvfølgelighed, siger den store spiller til det svenske fodboldforbunds hjemmeside.

Facebook
Twitter