Følg svømme-DM som livestream i dag

Danmarks svømmeelite er samlet til DM på kortbane. Vi følger mesterskaberne tæt.

Danmarks svømmeelite er samlet i Bellahøj Svømmestadion. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

De bedste svømmere herhjemme er samlet til DM på kortbane fra torsdag til søndag i Bellahøj Svømmestadion.

Hver eftermiddag kan du se med her på siden, når vi live-streamer fra mesterskaberne.

Godt 500 svømmere fra 87 klubber er samlet i hovedstaden, og for 13 af dem er der mere end "bare" danske medaljer på spil.

De skal nemlig teste VM-formen af få uger før det går løs ved VM på kortbane, der afholdes i Qatar i december måned. Hele det danske VM hold med undtagelse af Anders Lie, der er bosat og forbereder sig i USA, er at finde i startlisten.

En god del af disse svømmere deltager dog ikke i fuldt program, da de lige netop ligger i de sidste forberedelser frem mod VM, der afvikles 3. - 7. december.

Således vil eksempelvis de tre Aalborg-svømmere, Mie Ø. Nielsen, Viktor Bromer og Julie Levisen kun være at finde i konkurrencer fredag og lørdag.

Fire udenlandske svømmere er med

Selv om det er de danske mesterskaber, så har fire udenlandske verdensklasse-svømmere også fået lov til at være med.

Den største stjerne af de fire udlændinge er ubetinget den forsvarende dobbelte olympiske mester på sprintdistancerne 50 og 100 meter fri - hollænderen Ranomi Kromowidjojo.

Den 24-årige svømmer råder over verdensrekorden i 50 m fri på kortbane. Ranomi anfører en hollandsk trio, der også tæller en anden OL-guldvinder i Femke Heemskerk samt brystsvømmeren Moniek Nijhuis.

Endelig deltager også den britiske rygcrawler, Marco Loughrain, som har repræsenteret det engelske landshold ved OL.

Vi starter dagens live-stream klokken 17, hvor du kan finde linket på forsiden af /sporten.

Nyttige links:

 

 

 

Facebook
Twitter