Første danske OL-bokser i 16 år

Bantamvægteren Dennis Ceylan har kvalificeret sig sommerens OL i London. Han er den første danske deltager i boksning siden Hasan Al.

Dennis Ceylan har sikret sig en plads ved sommerens OL i London. (Foto: Martin Ballund © Scanpix)

For første gang i 16 år er en dansk bokser med ved De Olympiske Lege.

Bantamvægteren Dennis Ceylan har kvalificeret sig sommerens OL i London ved at vinde den afgørende kamp ved kvalifikations-stævnet i Tyrkiet. Ceylan vandt en sikker sejr med 19-11 over Egaras Skurdelis fra Litauen.

Ceylan vandt en jævnbyrdig første omgang mod den hårdtslående litauer med 6-5. I anden omgang fik Dennis Ceylan så overtaget og dominerede totalt, og han vandt den 7-3. Tredje omgang styrede Ceylan efter behag og kørte sejren og OL-kvalifikationen sikkert hjem med 7-4.

Sidst Danmark havde en bokser med ved OL var i Atlanta i 1996, hvor Hasan Al og Brian Johansen deltog. I Barcelona i 1992 vandt Brian Nielsen bronze. 

Facebook
Twitter