Førstepladsen glippede for 49'ere

To danske både var i front inden sidste sejlads, men en tysk besætning vandt Kieler Woches 49'er-klasse.

Peter Krüger og Nicolai Thorsell måtte nøjes med sølv i Kiel. (Foto: Christian M. Borch © sejlsport.dk)

Med to danske både i front var der inden dagens afsluttende medaljesejlads gode chancer for rød-hvid triumf i den olympiske 49'er-klasse ved sejlsportsstævnet Kieler Woche.

Men en tysk båd snød de to danske besætninger og efterlod de førende Peter Krüger og Nicolai Thorsell på samlet en andenplads.

- Vi er da skuffede over ikke at kunne holde førstepladsen, men vi kunne ikke skygge både nummer to og nummer tre i konkurrencen. Vi lagde os efter nummer to, og det viste sig at være et forkert valg.

- Det var vel i virkeligheden i de sidste to sejladser i går, at vi smed sejren væk. Der var let vind og springende forhold, og der var vi ikke skarpe nok, siger Peter Krüger Andersen.

Med andenpladsen i Kiel, en andenplads ved World Cup-stævnet i OL-farvandet ud for Weymouth sidste år og yderligere to fjerdepladser i år er Krüger og Thorsell med til at gøre udtagelsen af den danske OL-båd endnu sværere.

I forvejen har både Allan Nørregaard/Peter Lang og Søren Hansen/Jonas Warrer vist gode takter. Dermed er der tre rigtigt gode bud på, hvem der skal repræsentere Danmark næste år.

- Det er både vores styrke og svaghed. Vi har en rigtig god gruppe, er gode kammerater og hjælper hinanden med at holde os til ilden. Det er svære odds, men det må man leve med, siger Peter Krüger.

Facebook
Twitter