Formand Nygaard tager to år mere i spidsen for DIF

Niels Nygaard blev valgt til sin sidste formandsperiode i Danmarks Idrætsforbund.

Niels Nygaard har været formand for DIF siden 2007. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Niels Nygaard blev lørdag genvalgt som formand for Danmarks Idrætsforbund for de næste to år. Det skete på forbundets årsmøde, og der var ingen modkandidater til formandsposten.

Det bliver den 66-årige Niels Nygaards sidste valgperiode på posten, som han har siddet på siden 2007. Årsmødet vedtog nemlig nye regler, som betyder, at man fremover ikke må sidde på samme bestyrelsespost i mere end 12 år. Derfor kan han ikke genvælges i 2021.

- Det bliver to år med fuldt tryk på. Vi har masser af projekter i gang, og det er min intention, at tempoet ikke skal sættes ned, lød det fra den genvalgte formand fra talerstolen.

OL og Paralympiske Lege i Tokyo næste år og DIFs 125-års jubilæum i 2021 bliver nogle af højdepunkterne i den kommende valgperiode. Niels Nygaard håber, at jubilæet bliver fejret med en såkaldt DM-uge, hvor en lang række idrætsgrene vil afvikle danske mesterskaber samtidig og i samme by:

- Vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra vores specialforbund, så jeg tror på, at den første DM-uge får premiere sidst i juni 2021, sagde Niels Nygaard på årsmødet.

Dansk Arbejder Idrætsforbund hyldet

Prisen som Årets Specialforbund 2019 blev uddelt på årsmødet, og den gik til Dansk Arbejder Idrætsforbund, som blandt andet fik prisen for sit arbejde med at lave idrætstilbud til målgrupper, som sjældent er en del af det almindelige foreningsliv i idrætten.

Det er anden gang, prisen som Årets Specialforbund uddeles. I 2018 vandt Danmarks Basketball Forbund. Ud over æren følger 100.000 kr. med prisen.

Facebook
Twitter