Verdens bedste bilister har problemer med parkeringen: Nu laver Formel 1 større p-båse

Formel 1-båsene er blevet udvidet forud for weekendens grand prix i Australien.

Det internationale motorsportsforbund (Fia) besluttet, at båsene i Australien skal være bredere. (Foto: © Nir Elias/Reuters © Scanpix Collage: Maria Eriksen Volthers)

I det civile er der ingen nåde, hvis man smider bilen ind i et tæt parkeret område foran den lokale brugsuddeler.

Holder du på stregerne, og en p-vagt lister forbi med målebåndet trukket, koster det 510 kroner. Endnu mere, hvis du parkerer på privat grund.

I Formel 1 har det haft lidt af de samme konsekvenser, og derfor justerer løbsledelsen ikke på målebåndet, men på selve båsene forud for weekendens grand prix i Australien.

Under de seneste to grand prixer har både Esteban Ocon og den tidligere verdensmester Fernando Alonso modtaget en tidsstraf på fem sekunder for at holde for langt fremme i båsene, som bilerne skal holde i, når ræset skydes i gang.

Nye båse skal gøre det nemmere for kørerne at undgå tidsstraffe for at parkere for langt fremme.

Derfor har det internationale motorsportsforbund (Fia) besluttet, at båsene i Australien skal være bredere.

Hele 20 centimeter ekstra har kørerne nu at line bilerne op på, inden starten lyder.

Svært at se stregerne

I følge Esteban Ocon, der altså har været en af synderne i de seneste to grand prixer, læner forklaringen sig også meget op af det, som man hører i det civile.

Til RacingNews365.com siger franskmanden, der kører for Alpine, at udsigten fra bilen gør det svært helt at fornemme, hvor man placerer sig.

- Man kan desværre ikke se specielt meget, når man sidder i bilerne. Især ikke når man skal placere bilen i gridden. Man kan se de gule linjer som et referencepunkt. Det er, hvad man har at gå efter, siger Alpine-køreren.

Har fyldt meget for kørerne

Peter Nygaard, DR Sportens Formel 1-ekspert, befinder sig i Melbourne, hvor grand prixet skal køres, og han har hørt kørerne tale om problemstillingen hele dagen.

- Det er et meget centralt emne, og alle er enige om, at det har været et problem. I en Formel 2- eller Formel 3-bil kan du sagtens se afmærkningerne, men det er virkelig svært i en Formel 1-bil, og det har ført til de her straffe, som der er en generel enighed om har været alt for hårde.

Esteban Ocon har fået god grund til smile. Han har fået 20 centimeter ekstra at boltre sig på i gridden. (Foto: © Hoch Zwei, HOCH ZWEI/picture-alliance/dpa/AP Images)

- Man kan godt forstå, hvis man stiller bilen en meter for langt fremme, men det har drejet sig om 5-10 centimeter, og det er altså blevet straffet.

- Nu er der kommet en løsning, men der er samtidig ikke mange, som tror på, at det hjælper særlig meget, at man i alt får 20 centimeter ekstra i bredden og en central linje at rette sig efter, når man kører bilen frem, for linjen er stadig svær at se, siger Peter Nygaard.

Om Kevin Magnussen og resten af Formel 1-feltet kan ramme linjerne bedre i weekenden, må tiden vise.

Det australske grand prix køres klokken 07.00 dansk tid søndag morgen.