Flere point til Magnussen: Kevin kører flot grandprix i Barcelona

Magnussen kan sætte otte point ind på VM-kontoen efter sin sjetteplads i Barcelona. Hamilton vinder løbet.

Kevin Magnussen har efter grandprixet i Barcelona 19 point på VM-kontoen. (Foto: Pierre-Philippe Marcou © Scanpix)

Den danske racerkører Kevin Magnussen (Haas) endte som nummer seks i søndagens Formel 1-grandprix i Spanien.

Dermed kan han sætte yderligere otte point ind på VM-kontoen og er oppe på 19 point.

Lewis Hamilton (Mercedes) vandt løbet.

Magnussen startede løbet som syver efter en flot kvalifikation af danskeren lørdag. Dermed startede han som best of the rest lige bag de seks topracere fra Mercedes, Ferrari og Red Bull.

Men finnen Kimi Räikkönen måtte omkring en tredjedel inde i løbet udgå med en fejl på sin Ferrari, og så var Magnussen blandt de allerbedste på sjettepladsen.

Derfra kørte den 25-årige dansker for sig selv i resten af løbet med over et halvt minut op til Red Bulls Daniel Ricciardo på femtepladsen og et halvt minut ned til Carlos Sainz fra Renault på syvendepladsen.

Hamilton holdt sin føring

I front startede Lewis Hamilton i pole position, og den føring holdt han i alle 66 omgange. Dermed kunne briten stille sig øverst på sejrsskamlen for andet grandprix i træk og udbygge føringen i den samlede VM-stilling.

Magnussens teamkollega Romain Grosjean var igen uheldig. På første omgang spinnede franskmanden rundt på banen i et solouheld, hvor han tog Toro Rossos Pierre Gasly og Renaults Nico Hülkenberg med i faldet. Alle tre kørere udgik.

Det er andet løb i træk, at Grosjean udgår. Senest kørte han ind i barrieren i grandprixet i Baku, mens der var en safty car på banen. Inden uheldet lå han ellers på sjettepladsen. Grosjean er stadig uden point.

/ritzau/

Facebook
Twitter