Flere VM-point: Magnussen tager syvendeplads i Ungarn

Den danske Haas-kører sluttede som nummer syv i det ungarske Formel 1-grandprix og får seks VM-point.

Kevin Magnussen leverede en fornem start på det ungarske grandprix. (Foto: Andrej Isakovic © Scanpix)

Kevin Magnussen sluttede som nummer syv i det ungarske Formel 1-grandprix og kan dermed sætte seks VM-point på kontoen.

Britiske Lewis Hamilton (Mercedes) vandt løbet foran de to Ferrari-biler med Sebastian Vettel og Kimi Räikkönen på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Daniel Ricciardo (Red Bull) overhalede på andensidste omgang Valtteri Bottas (Mercedes) og endte på fjerdepladsen.

Kevin Magnussens holdkammerat på Haas-holdet, Romain Grosjean, sluttede som nummer ti og får et enkelt VM-point.

Med søndagens seks VM-point avancerer Magnussen til ottendepladsen i VM-stillingen med 45 point. Han overhaler Fernando Alonso (McLaren), der sluttede som nummer otte i søndagens løb.

Magnussen startede som nummer ni, men kom efter en god start hurtigt op på sjettepladsen. Blandt andet hjulpet på vej af at Red Bulls Max Verstappen, der udgik efter få omgange med motorproblemer.

Magnussens plads var dog kun midlertidig.

Efter en dårlig start begyndte Daniel Ricciardo nemlig langsomt at køre sig længere og længere frem. Til sidst var det Magnussen, der lå foran australieren, og Red Bull-bilen havde åbenlyst mere fart i dækkene end danskerens Haas-racer.

Magnussen gjorde, hvad han kunne for at holde Ricciardo bag sig, men måtte kapitulere og overgive sjettepladsen til Red Bull-køreren.

Herefter fandt danskeren sig til rette på syvendepladsen, som han altså holdt til slut.

Helt i front kontrollerede Lewis Hamilton løbet fra start til slut. Sebastian Vettel lå i en kort periode forrest, efter at briten havde været i pit. Men efter Vettels tur i pitten var Hamilton igen tilbage i front med teamkammeraten Valtteri Bottas bag sig.

Det skulle dog ikke vise sig at være Bottas' bedste dag i bilen. Med få omgange igen blev han nemlig overhalet af Vettel. I forbindelse med overhalingen kolliderede de to biler, men det var kun finnens Mercedes, der tog skade.

Han blev derfor også overhalet af Kimi Räikkönen og var kort tid efter et let bytte for Daniel Ricciardo, der efter endnu et mindre sammenstød kunne overhale Bottas og indtage fjerdepladsen.

Lewis Hamilton topper VM-stillingen og udbygger med søndagens sejr sin føring til Sebastian Vettel på andenpladsen. Briten har nu 213 point, mens tyskeren har 189. Kimi Räikkönen indtager tredjepladsen med 146 point.

/ritzau/