Formel 1 er på vej ind i Saudi-Arabiens 'sportsvaskeri': Drysser stjernestøv over landets 'plettede ry'

Planen om Saudi Arabiens debut som løbsvært i Formel 1 får Amnesty International på barrikaderne.

Lewis Hamilton og Formel 1-feltet har kurs mod Saudi-Arabien i den kommende sæson. (Foto: RUDY CAREZZEVOLI © Scanpix)

Gaderæs i den saudiske millionby Jeddah.

I mandags blev der ved et møde blandt Formel 1-aktørerne sat navne på værtsbyerne i en foreløbig plan for den kommende Formel 1-sæson, og her er Saudi-Arabien udset til at få sin debut i motorsportens mest prestigefyldte klasse.

Fedt, synes de i oliestaten.

Knap så fedt, lyder den prompte melding fra menneskerettighedsorganisationen Amnesty International.

Kræfterne bag Formel 1 'forventede kritik' af løbsplaceringen, skriver BBC, og det har de fået.

Kursen mod et saudisk grandprix kører Formel 1-raceren direkte ind i landets 'sportsvaskeri', som har til formål at dække over landets 'uhyggelige' forhold til menneskerettigheder, lyder kritikken.

- De saudiske myndigheder ser tilsyneladende stadig sport på eliteniveau som et middel til at redde deres alvorligt plettede ry, siger Felix Jakens, kampagneleder hos Amnesty International.

Amnesty påpegede tidligere i året ti områder, hvor Saudi-Arabien overskrider menneskerettighederne. De tæller blandt andet tortur i fænglser, manglende ytringsfrihed og diskrimination af kvinder.

Bruger penge til at drysse stjernestøv

Det er ikke første gang, at Saudi-Arabien åbner døren for megaevents. Både den spanske Super Cup i fodbold, boksestjernen Anthony Joshua og Formel E har dyppet tæer i olielandet.

Derfor er Formel 1 blot det næste prestigeprojekt i rækken, siger Stanis Elsborg, der er analytiker ved initiativet Play the Game, som arbejder for at fremme demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i international idræt.

- Der er for mig ingen tvivl om, at Saudi-Arabien ligesom mange andre autoritære stater også har set sit snit til at udnytte sporten til at renskure sit image og for eksempel dække over de menneskerettighedsproblemer, der er i landet, siger Stanis Elsborg til DR Sporten.

- Og man er villig til at bruge rigtig mange penge på at blive en del af det fine selskab i international sport og udnytte stjernestøvet i håb om at omverdenen får et andet syn på Saudi-Arabien, siger Stanis Elsborg.

  • Boksestjernen Anthony Joshua (th.) mødte sidste år Andy Ruiz i kampen om VM-bæltet i sværvægt i Saudi Arabien. (Foto: Andrew Couldridge © Scanpix)
  • Da Real Madrid i januar fejrede sejren i den spanske Super Cup, skete det på King Abdullah Sports City i den saudiske by Jeddah. (Foto: WALEED ALI © Scanpix)
1 / 2

Hos Amnesty agiteres ikke for et boykot af løbet, men i stedet at Formel 1-kørere, -ejere og -hold bruger deres position til at sætte fokus på de kritisable forhold i Saudi-Arabien.

- Hvis løbet bliver afviklet, skal Formel 1 som minimum insistere på, at alle kontrakter indeholder strenge arbejdsstandarder på tværs af alle forsyningskæder, og at alle løbsevent er åbne for alle uden nogen former for diskrimination, lyder det fra Amnesty International.

Det er svært at sige, hvorvidt Saudi-Arabien får succes med strategien om 'at købe sig aflad' gennem sportsbegivenheder, vurderer Stanis Elsborg.

Det afhænger i høj grad af, om omverdenen lader sig forføre eller tør siger fra, mener han.

- International sport står over for en meget vanskelig fremtid. Flere og flere dubiøse regimer kaster penge efter sporten, der er rendyrkede politiske prestigeprojekter, siger Stanis Elsborg fra Play the Game.

Den kommende Formel 1-sæson starter i Australien i marts, hvorefter turen går til Bahrain. Derfra indeholder kalenderen mange af de løb, heriblandt Kina, Japan og Canada, der blev aflyst i år grundet coronapandemien.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk