Formel 1-hold præsenterer ny kører, der afviser aftalen blankt: 'Jeg skal ikke køre for dem'

Alpine og Oscar Piastri er ikke enige om, hvorvidt stortalentet skal køre for Formel 1-holdet fra næste sæson.

Efter holdets officielle pressemeddelelse tog Piastri til Twitter og Instagram for at afvise aftalen. (Foto: Nacho Doce © Ritzau Scanpix)

Efter halvdelen af sæsonen veloverstået er Formel 1-feltet gået på en måneds sommerferie.

Mens motorerne er slukket og løbskalenderen tom, er der gang i det store puslespil for motorsportens kongeklasse, hvor 10 hold med 20 kørere ræser om kap.

Alpine har haft en forrygende sæson med kørerne Fernando Alonso og Esteban Ocon bag de to rat. Teamet ligger nummer fire i holdenes verdensmesterskab, og selvom den tidligere verdensmester Fernando Alonso for to dage siden annoncerede, at han fra næste sæson skifter til konkurrenterne fra Aston Martin, burde det ikke give Alpine-ledelsen panderynker.

De har nemlig et af verdens største talenter Oscar Piastri på kontrakt, og tirsdag bekræftede holdet, at den 21-årige australier fra næste sæson overtaget Fernando Alonsos sæde.

Det mener Piastri bare ikke selv, at han skal.

På sine sociale medier skrev australieren efter holdets annoncering, at han ikke skal køre Formel 1 for Alpine.

- Jeg kan forstå, at Alpine F1, uden min godkendelse, har skrevet i en pressemeddelelse, at jeg skal køre for dem næste år. Det er forkert, og jeg har ikke skrevet kontrakt med Alpine for 2023. Jeg kommer ikke til at køre for Alpine næste år, skriver Oscar Piastri på Twitter.

I sit opslag på Twitter gjorde Piastri meget ud af at understrege, at han ikke skal køre for Alpine næste år.

Det lyder som noget af en omgang kluddermor, og det er det faktisk også, forklarer DR Sportens Formel 1-ekspert Peter Nygaard.

Han fortæller, at der ofte findes optioner mellem kørere og hold. De fungerer som en slags forkontrakter, og inden en given dato kan optionen blive udnyttet. Det vil i så fald resultere i en reel kontrakt mellem kører og hold i den kommende sæson.

- Vi ser ofte, at de her optioner udløber den 1. august. Og hvis den er udløbet, er Piastri en fri mand, siger Peter Nygaard.

Hvis Oscar Piastri har ret i, at Alpine ikke har styr på jura, kontrakt og papirarbejde, står holdet med en ordentlig hovedpine, siger Peter Nygaard. For det er ikke hvem som helst, de i så fald har mistet.

- Han er det største talent i international motorsport. Han rykkede direkte fra Formel 4 til Formel 3 til Formel 2 efter at have vundet mesterskabet i første hug begge steder, siger Peter Nygaard.

Derfor er eksperten også sikker på, at der snart kommer nyt om Piastris fremtid. Han siger kun nej, hvis han har noget andet på hånden, fastslår Peter Nygaard.

Sidste år blev Oscar Piastri kåret til Årets Kører i Formel 2. Han vandt mesterskabet i sin første sæson. (Foto: IMAGO/FREDERIC LE FLOC H © IMAGO/PanoramiC)

Juridisk efterspil

Da Alpine sammen med resten af Formel 1-feltet officielt gik på sommerferie i søndags, havde de Fernando Alonso og Esteban Ocon i sæderne, mens Piastri stod klar til at overtage for en af dem fra næste sæson.

Nu er ferien tre dage gammel, og billedet er et helt andet.

- De har mistet to af feltets bedste kørere indenfor 48 timer. Alonso er stadig en af feltets bedste kørere, og Piastri er det største talent i verden. Det sætter dem tilbage, for det er et team, der er i stor fremgang, siger DR Sportens Formel 1-ekspert.

Eksperten er overbevist om, at Oscar Piastri har sit juridiske bagland i orden, og at Alpine således er havnet i "en frygtelig suppedas".

Ikke desto mindre udsendte holdet en officiel pressemeddelelse, inden kørerne selv afviste alt på sociale medier. Derfor kommer der formentlig et juridisk efterspil.

- Der er nogle advokater, der kommer til at tjene godt de næste uger og måneder. Alpine insisterer stadig på, at de har en gyldig kontrakt, så der er ingen tvivl om, at det hele skal vrides ud.

Åbner det en dør for en dansker?

Esteban Ocon er fortsat på kontrakt hos Alpine, når sæsonen slutter.

Fernando Alonso er helt sikkert væk, da der ikke har været kontraktbøvl med hans nye aftale hos Aston Martin. Samtidig ser det unægteligt ud til, at stortalentet Oscar Piastri skal køre for et andet hold.

Derfor er der for nu et sæde ledigt hos Alpine fra den kommende sæson. Og måske kan det åbne garagedøren for danske Christian Lundgaard, der var reservekører for holdet, inden han skiftet motorsportsklasse til det amerikanske IndyCar.

I weekenden blev blev Christian Lundgaard (t.h.) nummer to ved Indianapolis' grandprix. Det er hans bedste resultat i Indycar-serien. (Foto: Marc Lebryk © Ritzau Scanpix)

Men det er ikke lige så attraktivt for en kører, siger Peter Nygaard. Derfor kan der være en chance for den danske kører i Formel 1, hvis hans nuværende kontraktforhold ellers tillader det.

- For halvandet år siden var Christian Lundgaard den førende kandidat hos Alpine, men han er blevet overhalet indenom, siger Peter Nygaard.

- Man kan godt drømme om, at det kan åbne døren for Lundgaard igen, hvis Alpine er overbevist om, at de skal prøve med et talent fra egen avl. Lundgaard må være den næste efter Piastri, men det er et long shot.

Når Formel 1-sæsonen vender tilbage med det belgiske grandprix i slutningen af august, bliver det med Fernando Alonso og Esteban Ocon i de to Alpine sæder. Det britiske hold ligger ved sommerpausen på fjerdepladsen i holdenes verdensmesterskab efter storholdene Red Bull, Ferrari og Mercedes.