Formel 1 indfører 'gammel' regel: Hurtigste omgang giver bonuspoint

Formel 1 bekræfter, at man vil genindføre reglen om, at den hurtigste omgang vil udløse et bonuspoint.

Kevin Magnussen og resten af F1-feltet begynder sæsonen søndag i Melbourne. (Foto: ENRIC FONTCUBERTA © Scanpix)

Det handler om at køre stærkt, når Formel 1-feltet søndag tager hul på sæsonens første grandprix i Melbourne i Australien.

Men nu er der endnu større grund til at gå efter at køre den hurtigste omgang i løbet.

Det udløser nemlig et ekstra bonuspoint, som både køreren og holdet får glæde af i henholdsvis det individuelle regnskab og konstruktørernes mesterskab.

Det skriver Formel 1 på sin hjemmeside.

Kevin Magnussen har én gang sat hurtigste tid. I Singapore i september 2018. (Foto: Tariq Mikkel Khan © Scanpix)

Pointet vil dog kun blive uddelt, hvis køreren med den hurtigste omgang slutter i top-10 i det pågældende løb.

I forvejen er det de ti bedste, der efter hvert løb får point til stillingen. De får henholdsvis 25, 18, 15, 12, 10, 8, 6, 4 og 2 point.

- Hvor mange gange har vi ikke hørt kørerne spørge i radioen, hvem der havde den hurtigste omgang?

- Nu vil det ikke længere være et spørgsmål om rekorder og prestige, men der vil være en konkret motivation, som vil gøre den sidste del af løbet endnu mere interessant, siger Formel 1's administrerende direktør, Ross Brawn.

Forslaget er blevet godkendt via en afstemning i Formel 1's strategiske gruppe og i Formel 1-kommissionen og vil træde i kraft fra årets første løb i den kommende weekend.

Reglen om bonuspointet var sidst i brug i Formel 1 fra 1950 til 1959.

I 1958 var den hurtigste omgang med til at afgøre mesterskabet. Briten Mike Hawthorn blev verdensmester med ét point ned til nummer to, Stirling Moss.

Hawthorn havde to gange i sæsonen modtaget bonuspoint for hurtigste omgang.

/ritzau/

Facebook
Twitter