Formel 1-kørerne skal tale pænt

Det internationale motorsportsforbund, FIA, vil have Formel 1-kørerne til at rense ud i sproget og droppe bandeordene.

Sebastian Vettel skal vare sin mund i fremtiden. (Foto: Franck Ribichon © Scanpix)

Formel 1-kører, vask din mund med sæbe.

Beskeden, omend formuleret i mere milde vendinger, er ikke til at tage fejl af fra organisationen bag Formel 1, FIA.

FIA kræver, at Formel-1-kørerne stopper deres beskidte sprogbrug, når de bliver interviewet efter løbene, hvor de hamrer rundt på alverdens baner med langt over 300 kilometer i timen.

Påmindelsen om at rydde ud i de knap så stuerene gloser kommer efter weekendens løb i Abu Dhabi, hvor både finnen Kimi Räikkönen og tyskeren Sebastian Vettel formastede sig til at bande under de interview, der bliver sendt direkte til hele verden.

- Det er vores kollektive ansvar at sikre os, at kørerne er klar over at sådan en sprogbrug ikke hører hjemme ved de her medie-events.

- Det skaber en negativ omtale og det sætter holdene, sponsorerne og FIA i et dårligt lys, står der blandt andet i det brev, som FIA har sendt til samtlige Formel-hold.

Det var den tidligere Formel 1-kører David Coulthard, der stod for interviewene, og han undskyldte straks efter over for seerne, og han forklarede det med, at ingen af de to havde talt på deres modersmål.

Det er set med FIA's øjne nu ikke en formildende omstændighed, der undskylder beskidt sprog for øjne og ører af millioner af Formel 1-fans verden over, selvom man anerkender, at adrenalinniveauet kan være højt, når kørerne træder ud af deres racerbiler.

- Men F1-kørere er ikke de eneste, der bliver interviewet i den slags situationer: jeg tænker på boksere, rugby- og fodboldspillere, der ofte interviewes på direkte fjernsyn efter hæsblæsende sportslige indsatser. Men de formår at undgå upassende sprogbrug, står der videre i brevet.

Paradoksalt nok benytter kørerne sig faktisk til tider af så beskidt et sprog som muligt, når de sidder i deres racerbiler. For hvis de bander, så bliver det ikke brugt i tv-transmissionen, og på den måde undgår de, at andre hold kan følge med i deres interne kommunikation under løbet.

Facebook
Twitter