'Herrebanen' i Spa er guf for Kevin Magnussen

Det kræver mod og mandshjerte at køre Formel 1 i Belgien, og det er en fordel for Kevin Magnussen, siger BT's korrespondent Peter Nygaard.

Kevin Magnussen har tidligere vundet racerløb på Spa-banen, der passer rigtig godt til danskeren. (Foto: Grafik: Jens Albæk Aarup © dr)

Efter en kort sommerpause går det i weekend igen løs med Formel 1. Vi er nået til Belgiens grandprix på den legendarisk Spa-bane, og det er et sted, hvor danske Kevin Magnussen har fået både gode og dårlige minder.

For to år siden totalskadede han sin Renault-bil i et voldsomt uheld, men slap heldigvis uskadt. Til gengæld har han tidligere i karrieren også fejret triumfer på Spa, og det er ikke tilfældigt. Banen passer nemlig godt til danskerens kørestil, og så er den tilmed også guf for den bil, han i dag kører for Haas.

- Det var næsten en veteranbil, han kørte i for to år siden. Bilen var ikke blevet udviklet og skulle bare igennem en mellemsæson. Formel 1-biler passer til forskellige typer baner, og Haas er i år gået efter en bil, der passer til hurtige sving. Spa er nok den bane med flest af dem. Det burde være en hjemmebane for Haas-bilen i år, siger BT’s Formel 1-korrespondent, Peter Nygaard, til DR.

Selv ser Kevin Magnussen meget frem til igen at besøge Spa, der ganske enkelt er en sjov oplevelse for Formel 1-kørerne.

- Jeg har vundet i alle de kategorier, jeg har kørt på banen. Undtagen Formel 1. Jeg har mange gode minder fra Spa. Det er tydeligvis en af de bedste baner i verden, og det synes alle kørere. Banen er hurtig, udfordrende og sjov. Vi ser alle frem til løbet, siger Kevin Magnussen ifølge Formel 1’s hjemmeside.

Mod og mandshjerte

Den belgiske bane med det fulde navn ’Circuit de Spa-Francorchamps’ har i forskellige afskygninger været benyttet i Formel 1-sammenhæng siden 1950.

Spa-banen i Belgien er 7 kilometer lang. (Foto: Grafik: Jens Albæk Aarup © dr)

Ardennerne i Belgien giver en bakket bane, der kræver meget af kørerne, og det passer Magnussen godt, vurderer Peter Nygaard.

- Spa er kendt som en rigtig herrebane. Det er en gammel og dramatisk bane, der ikke har et afkørselsareal på størrelse med Bilkas parkeringsplads. Banen kræver mod og mandshjerte, og Kevin elsker den slags. Kørerne kan virkelig gøre en forskel på Spa. Banen passer også godt til Haas-bilen. Den ser særligt god ud i hurtige sving, og dem er der masser af på Spa, siger Peter Nyggaard, der har stor tiltro til Magnussens chancer.

- Jeg tror på, at han vinder ’B-klassen’, som han selv kalder den, og kommer efter de tre topteams, Ferrari, Mercedes og Red Bull. Hvis de tre teams kommer i mål, er de seks øverste placeringer reserveret til dem. En plads lige efter dem er realistisk, siger han.

Belgiens grandprix køres søndag klokken 15.10 og sendes direkte på TV3+. Der er træning på Spa-banen fredag og lørdag efterfulgt af kvalifikation til løbet. Der er varsel om regn hele weekenden, så det kan blive et meget interessant grandprix.

Facebook
Twitter