I dag kan Hamilton blive Formel 1-konge igen: Nu skal ’latterlig' regel hjælpe konkurrenterne

Et nyt økonomisk loft skal bryde Mercedes' dominans og skabe mere spænding.

Lewis Hamilton rækker ud efter sin sjette VM-titel, men nye biler og regler kan sætte en stopper for englænderens sejrsstime i fremtiden. (Foto: Scanpix og F1.com © Scanpix og F1.com)

De fleste Formel 1-fans har nok siddet og bandet af fjernsynet over den manglende spænding i flere af grandprixerne over de seneste år.

Lewis Hamilton og hans kollegaer på Mercedes har nemlig været fuldstændig suveræne i de seneste seks år.

Det tyske mandskab har vundet imponerende syv ud af ti løb i den periode og snuppet verdensmesterskabet og konstruktørtitlen alle år.

Det vil Formel 1 nu lave om på med et nyt regelsæt, der træder i kraft, når speederen bliver trykket i bund ved 2021-sæsonens første grandprix i Australien om halvandet år.

Reglerne betyder blandt andet nye, tungere biler, og så bliver der indført et budgetloft på 175 millioner dollars - knap 1,2 mia. danske kroner - for hvert hold.

Selvom over en milliard kroner immervæk stadig er en stor pose penge, så er det værd at tage med, at Ferrari og Mercedes begge brugte omkring 2,7 milliarder kroner i den forgangne sæson.

Flere af de mindre hold bruger i dag også mindre end det nye budgetloft på 175 millioner dollars og vil derfor stadig halte efter de store hold, når det handler om indholdet i pengepungen.

Der kommer dog til at gå noget tid, inden det nye budgetloft gør Formel 1-løbene mere spændende, vurderer Formel 1-ekspert John Nielsen.

- Der kommer til at ske det, at de tre store hold i 2020 putter så sindssygt mange millioner og energi i deres 2021-bil for at være endnu mere foran de små, før alle har samme budgetloft at udvikle efter, siger John Nielsen til Ritzau.

- De tre store (Ferrari, Mercedes og Red Bull, red.) vil i 2021 blive så meget bedre end alle andre. De andre vil komme nærmere i 2022 og 2023, så spørgsmålet er, hvor længe det store forspring holder, siger John Nielsen, der ærgrer sig over at reglerne ikke blev indført allerede fra næste år.

- Det er lige så latterligt, som sidst man prøvede. Der er ikke taget højde for kørerlønninger, de højest lønnede i firmaet eller marketing, så det bliver svært at kontrollere, siger han.

Den dobbelte forsvarende verdensmester Lewis Hamilton fra Mercedes ligner den kører, der vil blive ramt hårdest af de nye regler, men han hilser alligevel ændringen velkommen.

- Jeg elsker altid en udfordring, og holdet har vist, at vi er de bedste til at reagere, når der kommer ændringer. Holdet betragter det som en spændende udfordring. Det bliver interessant, siger Hamilton ifølge Reuters.

Her kan du se, hvordan Formel 1-bilerne kan komme til at se ud fra 2021 i forhold til raceren i år. (Foto: SCANPIX © Scanpix / Foto: F1.com © F1.com)

Imens ærgrer førsteudfordreren til Formel 1-tronen, den firedobbelte verdensmester Sebastian Vettel, sig over, at hans Ferrari-racer fra 2021 bliver markant tungere.

- I min optik er det den forkerte vej at gå, at bilerne bliver så tunge, men det er selvfølgelig på grund af sikkerhedsforanstaltninger, og jeg tror, at alle accepterer det, siger Ferrari-stjernen ifølge nyhedsbureauet AFP.

I første omgang kan Hamilton i aften vinde sit sjette verdensmesterskab, når USA’s Grand Prix bliver kørt i Texas.

Hamilton skal bare bruge en ottendeplads for at sikre sig titlen foran sin teamkammerat, Valtteri Bottas.