Kan hurtige biler og bæredygtighed gå hånd i hånd? Ja, siger Formel 1-direktør

For at blive klimapositive vil Formel 1-holdet Williams Racing blandt andet reducere udledning i forbindelse med transport.

Williams Racing vil fra 2030 være klimapositive. (Foto: SEDAT SUNA © Ritzau Scanpix)

Hurtige biler, røgskyer og lugten af brændt gummi er ikke noget, man normalt vil forbinde med ting, der er gode for klimaet.

Ikke desto mindre har Formel 1-holdet Williams Racing nu afgivet et løfte om, at de fra 2030 vil være 'klimapositive'. Med det mener de, at de vil fjerne mere CO2 fra atmosfæren, end de reelt udleder, fortæller holdets administrerende direktør, Jost Capito, ifølge BBC.

- Vi vil sætte gang i udviklingen og være foregangsmænd for bæredygtighed i global motorsport og i samfundet generelt. Formel 1 har magten til at inspirere mennesker verden over, og med al vores avancerede teknologi har Formel 1 også evnen til at udvikle teknologiske løsninger, der kan hjælpe med at løse klimaudfordringerne.

Det lyder jo meget godt alt sammen. At være klimapositiv og CO2-neutral.

En undersøgelse lavet af Det Internationale Motorsportsforbund viser, at Formel 1’s køreaktiviteter, såsom træning og løb, udleder omtrent 256.000 ton CO2 hvert år. Det svarer til at levere energi til 30.000 hjem i England hen over den samme periode. Og det er faktisk kun de udledninger, der sker på selve kørebanen.

For hele 45 procent af Formel 1-branchens CO2-udledning kommer fra fragt af udstyr, og lægger man fansenes udledning oveni kommer branchens totale udledning op på 1.9 million ton CO2 årligt.

Williams vej til at blive 'klimapositive' er derfor heller ikke kun fokuseret på at optimere bilerne til at blive mere klimavenlige. Faktisk er det dem, der har den mindste indvirkning på klimaet. Bilerne udgør nemlig kun 0,7 procent af Formel 1’s samlede udledning, og man skal derfor fokusere på flere ting, lyder det fra den administrerende direktør.

- Først vil vi bruge vedvarende energikilder i alle vores foretagende. Ikke kun på vores fabrikker, men også på kørebanen.

- Vi skal også blive mere effektive, når det kommer til rejser. Det betyder for eksempel, at vi skal gå fra at fragte bilerne med fly til at fragte dem over vand. Og så skal vi lave et bæredygtigt design af bilerne ved at bruge forskellige CO2-reducerende teknologier og også være gode ved miljøet på vores fabrikker, siger Jost Capito.

Nye teknologier er vejen frem

Men det kan stadig godt være lidt svært at forestille sig, at Formel 1-holdet kan nå at blive CO2-neutrale til den tid, ikke?

I Formel 1-verdenen lever man af konstant at udvikle nye teknologier for at være hurtigst på kørenbanen. Netop holdenes fokus på at være innovative kan derfor blive nyttigt i rejsen til klimapositivitet i 2030.

- Vi udvikler på meget lovende initiativer, hvor man kan genbruge karbon. Det er ikke kun til de nye Formel 1-dele, men man kunne genbruge karbon til andre ting.

- Den er der ikke 100 procent endnu, fordi teknologien skal stadig udvikles yderligere, så den kan anvendes industrielt. Men sådanne teknologier kan blive introduceret i Formel 1 først, fordi man ikke producerer store mængder, siger Jost Capito.

Williams Racings administrerende direktør er gået med til, at FN's klimaråd følger med i og overvåger udviklingen af deres klimapositive plan. Foto: Handout/Reuters/Ritzau Scanpix (Foto: Handout)

Williams plan lyder på stående fod lovende.

Men for de uindviede, som aldrig har set et klimaregnskab, kan det være noget nær umuligt at gennemskue, hvad der rent faktisk er grønt, og hvad der bare er ’greenwashing’, hvor virksomhederne giver sig ud for at være mere klimavenlige, end de rent faktisk er.

Ifølge Williams Racing selv er planen dog - selvom den måske tager tid, og ikke er færdigudviklet endnu - rimelig slagkraftig.

- Vi vil ikke lave greenwashing og strategien handler heller ikke om at købe CO2-kvoter. Vi kompenserer ikke, vi fokuserer bare på, hvad vi udleder, siger Williams administrerende direktør.

Williams Racing er desuden gået med til, at FN’s klimaråd følger med i og overvåger udviklingen og årligt laver undersøgelser og rapporter om den.