Kevin Magnussen bliver 13'er mens Lewis Hamilton tangerer vild rekord

Kevin Magnussen sluttede uden for pointene som nummer 13, da Lewis Hamilton tangerede Schumacher-rekord.

Kevin Magnussen blev 13'er ved Formel 1-grandprixet på Nürburgring. (Foto: Wolfgang Rattay © Scanpix)

Den danske racerkører Kevin Magnussen (Haas) sluttede som nummer 13 i søndagens Formel 1-grandprix, der blev kørt på Nürburgring i Tyskland.

Lewis Hamilton (Mercedes) vandt løbet, og dermed leverede verdensmesteren lidt af en bedrift, da han med sejren tangerede rekorden for flest Formel 1-sejre i karrieren.

Hamilton nåede op på 91 sejre i 261 grandprixer, mens Michael Schumacher også opnåede 91 sejre i sine i alt 308 VM-grandprixer.

Grosjean hentede VM-point

Romain Grosjean, der er holdkammerat med Kevin Magnussen, sluttede på niendepladsen, og dermed kørte han to tiltrængte to point hjem til Haas-mandskabet.

VM-pointene blev sikret i en hektisk slutfase, hvor en safety car kom lidt på tværs af endnu mere lovende Haas-takter.

Straks efter genstarten røg Grosjean i det nu samlede felt således fra syvendepladsen og ned som nummer ni, mens Magnussen på 11.-pladsen ikke havde det sidste til at komme forbi Antonio Giovanizzi (Alfa Romeo).

Bag danskeren kom Sebastian Vettel (Ferrari) til gengæld flyvende, og efter en hård duel med ham til sidst i løbet, blev Magnussen også overhalet af Kimi Räikkönen (Alfa Romeo).

I modsætning til flere andre teams i feltet besluttede Haas ikke at hive sine kørere ud til dækskift, mens der var safety car på banen.

Den hastighedsbegrænsende bil var kørt i aktion, da Lando Norris (McLaren) som den femte kører på dagen var udgået.

Blandt dem var også Valtteri Bottas (Mercedes), som ellers startede i pole position.

Men på 13. omgang kom Lewis Hamilton i front, og der blev han helt frem til målstregen.

Max Verstappen (Red Bull) og Daniel Ricciardo (Renault) fuldendte podiet.

Med sejren fører Hamilton nu med 69 point ned til Bottas i VM-stillingen.

Genvinder Hamilton VM-titlen, tangerer han endnu en Schumacher-rekord. Nemlig ved at vinde Formel 1-klassens VM for syvende gang.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk