Kevin Magnussen skuffer og må starte som nummer 11 i Italien

Kevin Magnussen røg i nærkamp med Fernando Alonso og gik glip af den sidste kvalifikationsrunde lørdag. 

Kevin Magnussen kunne ikke kæmpe sig videre til den sidste kvalifikationsrunde på banen i Monza. EPA/DANIEL DAL ZENNARO (Foto: Daniel dal Zennaro © Scanpix)

Den danske racerkører Kevin Magnussen skal give den gas fra en startposition som nummer 11, når Formel 1-feltet indtager Monza-banen søndag. Finske Kimi Raikkonen fra Ferrari starter som nummer et.

Magnussens holdkammerat Grosjean kører en imponerende sjetteplads hjem til Haas-holdet.

Her køres sæsonens 14. grandprix, og Magnussen har en ottendeplads at forvare fra det seneste grandprix i Belgien.

Danskeren lå ellers til at køre sig videre til den sidste kvalifikationsrunde, Q3, men til sidst blev Magnussen vippet ud af top-10.

Danskeren røg i nærkamp hjul til hjul med Fernando Alonso (McLaren), og det betød, at Magnussens forsøg på at sætte en hurtigere tid blev ødelagt.

Både Kevin Magnussen og Romain Grosjean kørte sig videre fra første kvalifikationsrunde, Q1.

Magnussen havde niendebedste tid, mens Grosjean akkurat slap videre som nummer 15 foran Sergio Perez (Force India).

Holdkammeraten giver danskeren baghjul

I Q2 var Magnussen lidt langsommere end holdkammeraten, og det blev altså kun Grosjean, der kom videre til den sidste kvalifikationsrunde, hvor ti kørere dyster om startplaceringerne i front.

Tidligere lørdag satte Kevin Magnussen sjettebedste tid i den sidste frie træning inden kvalifikationen.

I det seneste grandprix på Spa-banen i Belgien sluttede Kevin Magnussen på ottendepladsen og hentede fire point.

Den 25-årige dansker ligger på en ottendeplads i den samlede stilling med 49 point. Magnussen har tre point op til Nico Hülkenberg fra Renault.

Grosjean er nummer 14 med 27 point.

I konstruktørernes samlede stilling er Haas nummer fem med 76 point efter sæsonens første 13 løb.

Selve grandprixløbet køres søndag klokken 15.

/ritzau/

Facebook
Twitter