Lewis Hamilton er arbejdsnarkoman og en mesterstrateg: Er han også den bedste i historien?

Lewis Hamilton har vundet seks Formel 1-verdensmesterskaber og er kun én VM-titel fra at tangere legenden Michael Schumacher.

Hamilton er nu nummer to på rekordlisten over flest Formel 1-verdensmesterskaber. (Foto: CLIVE MASON © Scanpix)

Længe har tyske Michael Schumacher lignet en urørlig legende i Formel 1, som ingen nogensinde kunne overgå. Men nu er Lewis Hamilton ved at indhente ham.

Med grandprix-sejren i USA søndag blev Lewis Hamilton verdensmester i Formel 1. Det var hans femte VM-titel på seks år – hans sjette i alt i karrieren.

Dermed kørte 34-årige Lewis Hamilton forbi argentinske Juan Manuel Fangio på listen over flest VM-titler i karrieren. Fangio vandt i 1950'erne titlen fem gange.

Hamilton er nu nummer to på rekordlisten. Foran sig har han kun Michael Schumacher, der i alt vandt syv verdensmesterskaber, men som Hamilton nu ligger lunt i svinget til at kunne overhale.

Men hvad er det egentlig, der gør Lewis Hamilton til en så dygtig racerkører?

Med sejren søndag i USA's grandprix i Austin, Texas sikrede Lewis Hamilton sig sit sjette verdensmesterskab i Formel 1. (Foto: Mark Thompson © Scanpix)

Ifølge John Nielsen, der er tidligere Le Mans-kører og Formel 1-kommentator, er Lewis Hamilton faktisk ikke nødvendigvis den hurtigste kører i feltet.

- På én enkelt omgang er en kører som Red Bulls Max Verstappen måske hurtigere end Hamilton. Men over mange omgange og et helt løb er Hamilton mester til at få det maksimale ud af bilen.

Ifølge John Nielsen er Lewis Hamilton den bedste til at køre sikkert og stabilt uden at køre for forsigtigt og den bedste til at køre til grænsen uden at oversatse. Han har en unik evne til at tage de rigtige beslutninger, når løbet kører derudaf med 300 kilometer i timen.

- I Mexico-grandprixet for nogle uger siden var Hamilton nødt til at skifte tidligere til hårde dæk, end han havde regnet med. Men han formåede som altid at omstille sig og vinde alligevel. Hans fornemmelse for bilen er helt vild. Andre kørere ville i sådan en situation komme til at køre for konservativt, og andre ville komme til at presse bilen for meget.

En opslidende arbejdsnarkoman

I Formel 1 kan selv den mindste kørefejl koste dyrt. En lille overstyring her eller en lidt for sen opbremsning der, kan på få sekunder resultere i tabte placeringer i feltet. Eller værre endnu en tur i rabatten og en bil, der ikke kan køre videre.

Men mens andre Formel 1-kørere kan kæmpe sæsonen igennem med blot at blive på banen og gennemføre løbene, er Hamilton det tætteste man kommer på en nulfejlsmaskine. En dårlig grandprix-weekend for ham er oftere en fjerde- eller en sjetteplads, end det er kørefejl og kollisioner, der sender bilen på værksted og ham ud af løbet.

- Han har et tårnhøjt bundniveau og er utrolig leveringsdygtig. Over flere omgange, over flere løb, over flere sæsoner er han så dygtig og begår så få fejl, at han er svær at konkurrere imod, siger John Nielsen.

Ikke alle deler dog Formel 1-kommentator John Nielsens analyse af Lewis Hamiltons succes. Kritikere mener, at det mere er hans Mercedes-racer, end det er ham selv og hans talent, der har den største andel i de mange VM-triumfer.

De seneste seks sæsoner har Lewis Hamilton vundet fem verdensmesterskaber i Formel 1. (Foto: Jerome Miron © Scanpix)

De tre største hold, Ferrari, Mercedes og Red Bull, bruger flere penge end de syv øvrige Formel 1-hold tilsammen, og det får kritikerne til at hævde, at Hamilton mest af alt er i stand til at vinde i overlegen stil, fordi han har en overlegen bil.

John Nielsen medgiver gerne, at Formel 1's storhold har en økonomisk og maskinel fordel, der giver også dem en enorm konkurrencefordel. Men det er ikke ensbetydende med, at Lewis Hamilton har kunne sætte karrieren i automatgear og cruise sig til VM-titler, understreger han.

- Han er en arbejdsnarkoman, der går op i alt, der kan forbedre hans præstationer. Ernæring, fysisk træning, soveplaner, ergonomien i cockpittet, osv. Han er så detaljeorienteret, at det slider hans holdkammerater op, hvis de forsøger at blive lige så gode eller bedre end ham.

I 2016 var den tysk-finske Nico Rosberg Mercedes-holdkammerat med Lewis Hamilton. Det år blev Nico Rosberg verdensmester foran Hamilton, men efter VM-sejren indstillede han sin Formel 1-karriere.

- Han ville simpelthen ikke leve det liv mere. Det var for udmattende. Men den tilværelse stortrives Lewis Hamilton med.

Lewis Hamiltons tidligere holdkammerat Nico Rosberg, vandt sit første og eneste verdensmesterskab i 2016 og indstillede sin Formel 1-karriere sæsonen efter. (Foto: Adrees Latif © Scanpix)

Det, mener John Nielsen, er endnu et bevis på Hamiltons unikke talent. Mercedes' bil vinder ikke verdensmesterskabet i Formel 1 af sig selv, siger han.

Lewis Hamilton har kørt for Mercedes siden 2013. I den periode har han vundet fem verdensmesterskaber, mens hans holdkammerater i samme periode, Nico Rosberg og Valterri Bottas, har vundet ét enkelt verdensmesterskab tilsammen.

- Hvis man trækker Hamilton ud af Mercedes, havde de ikke vundet de seneste seks verdensmesterskaber. Det er helt sikkert.

Bliver Schumacher overhalet af Hamilton?

Hans sjette VM-titel har fået diskussionen til at brede sig: Er Hamilton ved at køre sig i stilling som historiens bedste Formel 1-kører?

Hamilton er én enkelt VM-titel fra at tangere Michael Schumachers rekord på syv verdensmesterskaber. Og han er kun otte grandprix-sejre fra også at tangere den tyske legendes rekord for flest løbssejr. Schumacher har vundet 91, mens Hamilton er på 83.

Ifølge Formel 1-kommentator John Nielsen kan vi godt forvente, at Lewis Hamilton holder kadencen og kører forbi Michael Schumacher i historiebøgerne og statistikkerne i løbet af de næste par sæsoner.

- Han kan godt holde sit tårnhøje niveau et par år endnu. Også fordi han virker ekstra motiveret af at slå Schumachers rekorder.