Luften fik Magnussen til at falde i søvn i bilen

Den tynde luft i Mexico City påvirker både biler og kørere, forklarer Kevin Magnussen, der har mærket det på egen krop.

Kevin Magnussen og resten Formel 1-feltet er denne weekend rejst til Mexico. (Foto: © Jared C. Tilton, Ritzau Scanpix)

Autodromo Hermanos Rodriguez, hvor Mexicos Grand Prix afvikles i weekenden, er en af de mere unikke Formel 1-baner.

Selvom det er en permanent bane, ligger den midt i Mexico City; få kilometer fra byens internationale lufthavn. Langsiden er med 1,2 kilometer en af de længste i Formel 1, og her når kørerne med over 360 km/t den højeste topfart i hele sæsonen.

Og så er banen den højest beliggende i VM-kalenderen.

Audromo Hermanos Rodrigues ligger i 2285 meters højde. Det betyder, at der er betydeligt mindre ilt i luften end ved havets overflade. Altså, at luften er "tyndere".

Kevin Magnussen blev nummer 11 i det amerikanske grandprix i sidste weekend. Nu går turen til Mexico, hvor danskeren sidste år ikke gennemførte løbet. (Foto: © Chris Graythen, Ritzau Scanpix)
Kevin Magnussen blev nummer 11 i det amerikanske grandprix i sidste weekend. Nu går turen til Mexico, hvor danskeren sidste år ikke gennemførte løbet. (Foto: © Chris Graythen, Ritzau Scanpix)

Den tynde luft påvirker bilen og giver mindre downforce (vejgreb, red.) fra vingerne. Derfor er bilerne i denne weekend udstyret med sæsonens største front- og bagvinger. Motorerne har også færre hestekræfter end normalt, fordi den tynde luft hæmmer forbrændingsprocessen.

Den tynde luft er også dårligere til at køle motorerne, og køleindtagene er derfor åbnet mere op end på andre baner.

Kan mærkes bag rattet

For kørerne betyder den anderledes og mere iltfattige luft også, at deres fysik bliver påvirket, forklarer den danske Haas-kører, Kevin Magnussen.

- Det som om, at man skal trække vejret flere gange for at få den mængde ilt, man normalt får. Der skal mere luft ind og mere ud, siger Kevin Magnussen til DR Sporten.

- Man føler sig lidt småforpustet hele tiden. Men det er åbenbart meget individuelt, hvordan man oplever det. Jeg har snakket med andre kørere, der siger, at de ikke kan mærke det. Og så er der andre, der bliver voldsomt påvirket, siger danskeren.

Kevin Magnussens hidtil bedste resultat i Mexicox Grand Prix er 8.-pladsen i 2017. (Foto: © Peter Nygaard / Grand Prix Photo)
Kevin Magnussens hidtil bedste resultat i Mexicox Grand Prix er 8.-pladsen i 2017. (Foto: © Peter Nygaard / Grand Prix Photo)

Han ankom til Mexico onsdag aften og har ikke gjort noget specielt for at forberede sig på omstændighederne. Det er nemlig ikke meget at gøre på så kort tid.

- Man skal vist være her i tre måneder, før kroppen har vænnet sig til den tynde luft. Og heldigvis er banen ikke særligt fysisk krævende, og på den lange langside kan man slappe lidt af, siger Kevin Magnussen.

Måtte stoppe, holde og brække sig

Når man opholder sig i en Formel 1-racer presses kroppen til det yderste, og den cocktail har - kombineret med den mexicanske luft - før ramt Magnussen.

- Jeg ved ikke præcis hvad der skete i 2017, men jeg havde alle symptomerne på højdesyge, siger den danske racerkører.

- Det ramte mig fredag, og jeg måtte stoppe træningen og køre i pit for at brække mig. Og så faldt jeg i søvn i bilen. Jeg sad simpelthen og sov i pitgaragen.

Kevin Magnussen i pitten på Autodromo Hermanos Rodriguez inden træningen fredag. (Foto: © Peter Nygaard / Grand Prix Photo)

- Vi fik fat i en læge, og jeg fik en sprøjte med et eller andet, som jeg vist ikke skulle vide, hvad var. Dagen efter var jeg frisk igen, og søndag blev jeg nummer otte i løbet foran Lewis Hamilton og Fernando Alonso.

Ottendepladsen i 2017 foran de to eksverdensmestre er Magnussens bedste resultat i Mexico City. Inden løbet i weekenden, der ser ud til at blive hans sidste mexicanske grandprix som aktiv Formel 1-kører.

- Vi har både haft gode og dårlige løb her i Mexico City, men i år er vores bil rigtig god, og jeg tror på vi kan score point, siger danskeren.

Mexicos Grand Prix starter søndag klokken 21.00 dansk tid.