Magnussen efter kanon-test af raceren: Det var en god dag

Kevin Magnussen viste gode takter i sin Haas-racer, da han satte den næsthurtigste test-tid i Barcelona torsdag.

Danske Kevin Magnussen (Haas) satte den næstbedste tid af de i alt 13 Formel 1- kørere, som torsdag var ude på Circuit de Catalunya-banen i Spanien for at teste bilerne forud for sæsonen.

Magnussen fortæller, at han er godt tilfreds med testkørslen i Barcelona, hvor det er blevet til 153 omgange på banen.

- Det har været en god dag med masser af omgange. En god følelse i bilen og en god balance.

- I dag (torsdag, red.) var helt optimal i forhold til at få kørt en masse, og vi kom hele vejen igennem vores program, siger han.

Da han var hurtigst, brugte han 1 minut og 18,360 sekunder på at køre banen rundt. Kun Ferraris Sebastian Vettel var bedre med en kanontid på 1 minut og 17,182 sekunder.

På tværs af de syv første testdage i sæsonen har kun Vettel med ovennævnte tid samt Red Bull-køreren Daniel Ricciardo sat en hurtigere tid end danskeren. Det viser en opgørelse, som Sky Sports har lavet.

Kevin Magnussen kørte tilmed på supersoft-dæk, da han satte sin hurtigste tid. Vettel og Ricciardos tider er blevet sat med hypersoft-dæk, som er blødere og sædvanligvis giver hurtigere omgangstider.

Men på trods af de fine resultater, så maner danskeren til besindighed.

- Det er svært at læse alt for meget på tiderne i forhold til, hvor hurtige vi er i forhold til de andre, men der er en god fornemmelse i bilen, og jeg glæder mig til at køre race i den.

- Man ved ikke, hvor man 100 procent er henne, før vi kommer til Melbourne. Men der er ikke nogen tvivl om, at det er en bedre bil, vi har i forhold til sidste år. Men det er også en bedre bil de andre har, end de havde sidste år, så hvor vi er imod dem, det får vi først at vide i melbourne, siger Magnussen.

I sidste uge var testene i Barcelona påvirket af sne og usædvanligt kolde temperaturer i Formel 1-sammenhæng. Torsdag var temperaturen i størstedelen af testen over ti plusgrader.

Sæsonens første Formel 1-grandprix bliver kørt 25. marts i Melbourne.