Magnussen efter sjetteplads i kvalifikationen: 'Den sad lige i øjet'

Kevin Magnussen er tilfreds efter sin kvalifikation lørdag.

Kevin Magnussen starter som nummer seks søndag i Bahrain. (Foto: Srdjan SUKI © Scanpix)

Kevin Magnussen havde fat i den lange ende gennem hele lørdagens Formel 1-kvalifikation i Bahrain.

Danskeren kørte stort set fejlfrit gennem alle tre kvalifikationsrunder, og på sin endelige sjetteplads havde han kun fem tusindedele op til Max Verstappen i Red Bull på femtepladsen.

Tidligt i den sidste kvalifikationsrunde kørte danskeren i tiden 1.28,757 minutter, og på den omgang var danskerens kørsel så god, at han ikke kunne overgå sig selv.

- Jeg ville selvfølgelig gerne lige have haft de tusindedele. Det er lidt ærgerligt.

- Problemet var bare, at den første omgang sad lige i øjet, og det krævede noget helt specielt at gøre det bedre, siger Kevin Magnussen til TV3+.

- Banen blev ikke bedre i sig selv, og jeg kunne mærke, at jeg ikke bare kunne gøre det samme igen, men måtte ændre noget og finde noget tid.

Tæt på femteplads

Det lykkedes dog ikke for danskeren, som efter et par lunkne træninger før kvalifikationen slet ikke troede, at Haas kunne følge med de to Red Bull-racere.

Men Red Bulls Pierre Gasly sluttede på 13.-pladsen, og først til allersidst slog Verstappen danskerens tid.

Ferraris Charles Leclerc starter i pole position. (Foto: VALDRIN XHEMAJ © Scanpix)

- Det er lidt en mærkelig sæson. Pludselig kan vi køre ræs mod Red Bull og er ikke super langt fra Mercedes. Kun Ferrari er langt foran. Så at stå her og være sur over, at jeg ikke slog den anden Red Bull, så er man lidt et skarn, siger Kevin Magnussen til TV3+.

De to Mercedes-kørere, Lewis Hamilton og Valtteri Bottas, sluttede i henholdsvis 1.28,190 og 1.28,256 minutter.

Kevin Magnussen udtrykker sig dog med påpasselighed om chancerne i søndagens grandprix, for i træningerne så hans løbshastighed i Haas-raceren ikke alt for god ud.

Charles Leclerc (Ferrari) starter forrest i søndagens løb.

Facebook
Twitter