Magnussen fejrer kontraktforlængelse med imponerende femteplads

Kevin Magnussen sikrede sig lørdag en startplads som nummer fem i Sotji.

Kevin Magnussen starter som nummer fem i Sotji søndag. (Foto: Maxim Shemetov © Scanpix)

Team Haas fik en glimrende optakt til søndagens Formel 1-grandprix i russiske Sotji, da der blev kørt kvalifikation lørdag.

Her slap både Kevin Magnussen og Romain Grosjean videre til den sidste kvalifikationsrunde, Q3, og der var mere at juble over.

Kevin Magnussen var hurtigst af de to Haas-kørere, og danskeren satte en supertid på sin sidste omgang.

Kevin Magnussen stemplede ind med femtebedste tid, og dermed starter danskeren også som nummer fem, når der køres søndag.

Valtteri Bottas (Mercedes) starter i pole position og lige efter ham starter Bottas' holdkammerat, Lewis Hamilton.

Sebastian Vettel og Kimi Räikkönen fra Ferrari starter som henholdsvis nummer tre og fire, og så følger Magnussen foran Esteban Ocon (Force India).

Romain Grosjean fik også en god startplads som nummer ni, og dermed fik begge kørere fejret fredagens kontraktforlængelser med Haas på fornem vis.

Danskeren havde ingen problemer med at avancere fra den første kvalifikationsrunde, Q1, med en tid på 1 minut og 34,078 sekunder som bedste tid.

Det svarede til en niendeplads lige efter Romain Grosjean.

I Q2 blev det både til et farvel til Red Bulls Max Verstappen og Daniel Ricciardo, som stod af med 11.- og 12.-bedste tid, men de stod på forhånd begge til en tidsstraf til søndagens løb på grund af motorændringer.

Det betød, at også Renaults kørere, Nico Hülkenberg og Carlos Sainz, stod af, fordi de vidste, de ville blive rykket frem i en god position søndag.

Kevin Magnussen sluttede Q2 med to sektorer for fuld drøn, før han kørte i pit og sammen med Grosjean var videre til Q3, hvor Magnussen altså endte med en imponerende femteplads.

Kevin Magnussen er i øjeblikket nummer ni i den samlede stilling med 49 point, mens Grosjean har skrabet 27 point sammen i alt i sæsonen indtil nu.

Lewis Hamilton fører i den samlede stilling med 281 point foran Sebastian Vettel med 241 point.

I konstruktørernes samlede stilling er Haas nummer fem.

/ritzau/

Facebook
Twitter