Magnussen: Havde aftale med Force India før debut

Ifølge Kevin Magnussen havde han og Formel 1-holdet Force India givet håndslag før 2014-sæsonen.

Kevin Magnussen havde regnet med, at han skulle have kørt for Force India, inden han debuterede for McLaren. (Foto: VALDRIN XHEMAJ © Scanpix)

Før Kevin Magnussen i 2014 fik Formel 1-debut for holdet McLaren, havde han egentlig regnet med at skulle køre for et helt andet hold.

Det fortæller han i Formel 1-podcasten Beyond The Grid.

- Jeg troede, jeg skulle køre for Force India. Jeg havde ikke en underskrevet kontrakt. Men vi havde givet hinanden håndslag på, at jeg skulle køre for Force India, siger Kevin Magnussen ifølge TV2 Sporten til podcasten.

Angiveligt var planen, at Magnussen skulle tilknyttes McLaren, men tilbringe noget tid hos Force India for derefter at vende tilbage til McLaren.

Allerede dengang afslørede Magnussens daværende manager, Dorte Riis Madsen, at danskeren var interessant for flere af Formel 1-holdene.

- Der er tre teams, som er meget interesseret i Kevin i øjeblikket, og dem taler vi selvfølgelig med. Og så længe (Sergio, red.) Perez ikke har lukket en aftale med McLaren, er der selvfølgelig håb for Kevin, sagde Dorte Riis Madsen tilbage i 2013.

I stedet blev det McLaren

Den danske racerkører fik i stedet debut i McLaren-bilen. Senere fik han kontrakt hos Renault, før han i 2017 rykkede over på Haas-holdet, hvor han fortsat befinder sig.

2018-sæsonen var den hidtil bedste i karrieren for Magnussen, der med 56 point sikrede en niendeplads i den samlede VM-stilling.

Sæsonen i år har været knap så god. Efter ni grandprixer er han placeret på 12.-pladsen med 14 point.

Det er dog stadig nok til at ligge foran Haas-kollega Romain Grosjean, som med blot to point ligger placeret på 17.-pladsen.

Der resterer 12 løb i sæsonen.

/ritzau/

Facebook
Twitter