Magnussen henter vigtige VM-point efter dramatik med holdkammeraten

Racerkøreren Kevin Magnussen bliver nummer syv i Formel 1-grandprixet i Barcelona. Lewis Hamilton vinder.

Kevin Magnussen sluttede på en flot syvendeplads i Spaniens Grand Prix i Barcelona. (Foto: ALBERT GEA © Scanpix)

Racerkøreren Kevin Magnussen (Haas) blev på imponerende vis nummer syv i søndagens Formel 1-grandprix i Barcelona.

Det skete blandt andet efter en dramatisk duel med Romain Grosjean, hvor Magnussen endte som den bedste af de to holdkammerater.

Grosjean udfordrede Magnussen om placeringen som syver, men franskmanden kunne ikke komme forbi danskeren.

I stedet kørte Grosjean af banen, og da han kom tilbage raslede han længere ned i feltet og sluttede skuffende af som nummer ti.

Længere fremme i feltet var der ikke meget spænding om sejren.

Lewis Hamilton (Mercedes) endte med at vinde løbet efter at have overhalet holdkammeraten Valtteri Bottas i første sving på første omgang. Briten førte resten af løbet.

Det var femte Formel 1-grandprix i træk, at de to Mercedes-kørere endte som etter og toer. Det er en tangering af rekorden for flest et-to-placeringer i træk af samme hold.

Max Verstappen (Red Bull) var den sidste kører på podiet, da hollænderen blev treer.

/ritzau/

Facebook
Twitter