Magnussen: ’Jeg var nede og ramme bunden og troede, jeg skulle lave noget andet’

Kevin Magnussen reflekterer over Formel 1-karrierens op-og nedture. Han tror stadig, han kan komme allerøverst - som verdensmester.

En nærmest surrealistisk flot andenplads i sit allerførste Formel 1-løb for hæderkronede McLaren som 21-årig. Blot et år senere placeret hos reserverne.

- Det var vanvittigt. Jeg blev revet ud af hele den verden, jeg var kommet ind i, lige som jeg var kommet ind i den. Kæmpe forvirring og kæmpe frustrationer og et kæmpe nederlag. Lige der mistede jeg troen på, at det ville kunne lade sig gøre at komme tilbage.

- Jeg var nede og ramme bunden og troede, jeg skulle lave noget andet, siger nu 27-årige Kevin Magnussen i et interview med DR Sporten.

Når han i dag tager et blik i bakspejlet, ser han, at podiepladsen i debutløbet endte som en kæp i hjulet på hans Formel 1-opstart. Andenpladsen reflekterede ganske enkelt ikke hverken hans egen, racerens eller teamets reelle niveau.

- Mit første Formel 1-løb var en kæmpe oplevelse bare i sig selv. Og at jeg så også endte på podiet i mit første løb – det var helt surrealistisk. Alt det, jeg havde drømt om, siden jeg var barn, blev til virkelighed på samme tid.

Kevin Magnussen kommer til at køre i racer nummer 20, når den nye sæson begynder. (Foto: ALBERT GEA © Scanpix)

- Men det gjorde også, at mine forventninger røg helt i vejret. Jeg kæmper med om mesterskaberne og sejrene, tænkte jeg. Men det skete jo bare ikke. For mit debutløb viste ikke det reelle styrkeforhold, siger han i dag og fortsætter:

- De andre teams havde bedre biler, og det begyndte hurtigt at vise sig. Men for mig var en femteplads bare ikke godt nok. En syvendeplads slet ikke. Jeg havde kun sejren og podiepladserne i hovedet.

- Og det gjorde, at jeg oversatsede alt for meget og slet ikke kørte så godt, som jeg kunne, fordi mine forventninger var forkerte. Det har det første løb hele skylden for. Det er jo vanvittigt, for i dag ville jeg jo gøre alt for en andenplads, siger danskeren, der i dag har passeret 100 grandprixer.

Den første sæson i McLaren-raceren bød på 12 top 10-placeringer og en samlet placering som nummer 11 i VM-stillingen.

Sæsonen efter blev han erstattet af den tidligere verdensmester Fernando Alonso i McLaren-teamet, hvorefter turen gik videre til en enkelt - skuffende - sæson hos Renault, før han havnede hos det amerikanske Haas-team.

Her skal han nu i gang med sin fjerde sæson, men en podieplads, en plads blandt de tre hurtigste, er det aldrig blevet til siden debuten tilbage i 2014. Og at skulle finde sig til rette i midten af feltet har været svært for den ambitiøse dansker, der ser sig selv som potentiel verdensmester.

- Det er jo vildt frustrerende. Det har taget lang tid at vænne mig til, at jeg ikke tager til løbsweekenderne med sejren i hovedet.

- Før i tiden da jeg var yngre, hele vejen gennem min karriere fra gokart til Formel 3 og Formel 2, har jeg altid taget til løb med den der tro på – næsten viden om – at jeg ville vinde. Hele det mindset har jeg ikke længere i Formel 1, fordi jeg ved, at bilen, jeg kører i, ikke er god nok, siger Magnussen, der i 2018 blev nummer ni i VM-serien – karrierens bedste placering.

Kevin Magnussen og teamkammerat Romain Grosjean viser Haas-raceren frem. (Foto: ALBERT GEA © Scanpix)

De tre topteams i Formel 1 - Ferrari, Mercedes og Red Bull - har så store budgetter og derfor bedre biler, at Haas og de andre hold lige nu ikke kan følge med. De cruiser sig mere eller mindre til samtlige podieplaceringer, mens resten af feltet er henvist til sekundære placeringer og konkurrencen om at blive best of the rest.

- Det er en lidt underlig tilgang til sport, når man er opvokset med en vindermentalitet, hvor det sidder dybt i en, at man skal gå efter sejren. Men når man ved, at sejren ikke er mulig, må man justere sit mindset til bare at få det bedste ud af hver eneste omgang, hvert eneste sekund på banen, siger Magnussen.

Han har kontraktudløb hos Haas efter denne sæson, og han husker tydeligt, hvordan det slog ham ud, da hans drøm for en stund blev taget fra ham hos McLaren. Nu er han på vej ud i et overlevelses-ræs, hvor han skal forhindre, at historien gentager sig.

- Nu er jeg efterhånden blevet en erfaren Formel 1-kører, og jeg er også blevet en voksen mand. Jeg har fået bedre styr på følelserne og det mentale. Jeg var ikke lige så tykhudet dengang.

Haas har en option i Kevin Magnussens kontrakt, som holdet kan vælge at forlænge til 2021. Uanset om det bliver hos Haas eller et andet hold, så føler han sig dog overbevist om, at han stadig har en lang – og succesrig - Formel 1-karriere foran sig.

- Jeg har stadig følelsen af, at jeg kan blande mig med de bedste. Jeg ved, at jeg har det, der skal til, for at køre med deroppe. Jeg vil bare gerne have chancen for at bevise det. Hvis jeg får bilen til det, skal det nok ske.

Den danske drøm om en VM-titel kræver et sæde hos et af de tre topteams. Men da Ferrari i optakten til denne sæson hentede en ny mand til holdet, gik tilbuddet uden om Kevin Magnussen.

- Jeg tager det ikke, som om jeg ikke blev valgt, fordi jeg er ikke god nok. Slet ikke. Jeg føler, at jeg ville kunne løfte opgaven. Mit job er bare at blive ved og prøve at bevise det. Jeg får ikke chancen, hvis jeg giver op, eller hvis jeg begynder at tvivle på mig selv.

- Jeg har stadig troen på mig selv, og jeg har stadig følelsen af, at jeg vil kunne køre op med alle. Jeg vil bare rigtig gerne have chancen for at bevise det. Jeg kan jo ikke vide mig 100 procent sikker på, at jeg kan det, før jeg sidder i den samme bil som Lewis Hamilton og kæmper direkte mod ham.

- Jeg er nødt til at blive ved med at performe, så når der kommer en kører-rokade næste gang, er jeg en af dem, der har haft en god sæson, og som et af topholdene måske vil satse på, siger Kevin Magnussen.

Du kan se meget mere til Kevin Magnussen i Sportsmagasinet på DR1 søndag aften klokken 21.40.

Facebook
Twitter