Magnussen kritiserer 'latterlig beslutning', men danskerens hold har selv et forklaringsproblem

Kevin Magnussen har ikke hentet VM-point fem løb i træk, og det falder tilbage på holdet, siger Formel 1-ekspert.

Kevin Magnussen har de seneste fem grandprixer måtte kigge langt efter VM-point. (Foto: CLIVE MASON © Ritzau Scanpix)

Det tegnede godt, men endte skidt for Kevin Magnussen, da han fra en startposition som nummer fem alligevel ikke formåede at køre sig til point i søndagens canadiske Formel 1-grandprix.

Den danske Formel 1-stjerne kørte tidligt i løbet ind i mercedes-køreren Lewis Hamilton. Det kostede en ødelagt frontvinge, og løbsarrangørerne kaldte danskeren i pit, da man ifølge reglerne ikke må køre med en beskadiget bil, hvis den er til fare for andre.

Den melding var danskeren dog ikke helt enig i, da han efter løbet satte ord på frustrationerne.

- Jeg ved ikke, hvorfor FIA ser det som farligt. Bilen kørte stadig perfekt. Det er noget nyt, at man ikke må have skrammer på sin frontvinge. Det er irriterende med de her udsving. Det er ret unormalt, man skal køre i pit på grund af en lille skramme. Latterligt, men sådan er det åbenbart, lød det fra Magnussen til TV3 efter løbet.

Kevin Magnussen havde masser af fart i raceren i kvalifikationen til det canadiske grandprix, hvor han kørte sig til en femteplads. Men i selve løbet sluttede danskeren som nummer 17. (Foto: Chris Helgren © Ritzau Scanpix)

Men selvom danskeren er uforstående overfor løbsledelsens beslutning, så bør han også tage et godt kig på sine egne beslutninger.

For spørger man DR Sportens Formel 1-ekspert, Peter Nygaard, er det måske også en smule dumdristigt at forsøge at overhale Lewis Hamilton udenom - på første omgang. Briten har trods alt kørt sig til syv VM-titler.

- Det er nu anden gang på en måned, at han bliver straffet for at overhale Hamilton udenom. I Spanien skete der præcis det samme. Når man ligger i den fornemme ende af feltet, så racer man mod kørere med en helt anden kvalitet, end når man kører om 12.-13. pladsen. I toppen bliver der ikke givet ved dørene, siger Peter Nygaard.

Kan ikke blive ved med at være uheld

Om søndagens danske karambolage med Lewis Hamilton var et uheld eller en kørefejl kommer nok an på øjnene, der ser.

Men faktum er, at Kevin Magnussen og Haas-teamet i denne sæson, ved flere lejligheder har været ’uheldige’, som Peter Nygaard betegner det. Men når det samme sker igen og igen, kan det omvendt ikke blive ved med bare at tilskrives uheld.

- Man kan godt lidt sige, at de dårlige placeringer ikke alene har været Kevin Magnussens skyld. Han har stort set kørt, som han skulle, men har bare været uheldig på de forkerte tidspunkter. Men uheld kan du omvendt ikke blive ved med at bruge som undskyldning. Haas skal til at få nogle point på kontoen igen, lyder det fra Peter Nygaard.

- Det er simpelthen for dårligt, at Haas ligger, hvor de gør, når de har biler, som flere gange har vist, at de faktisk er hurtige nok. Det viser jo bare, at de ikke har omsat deres potentiale til reelle point.

Tager man et kig på Kevin Magnussens resultater i henholdsvis kvalifikation og selve grandprixet, bakker statistikken op om, at bilen har potentiale til at blande sig i feltets bedste halvdel. I sæsonens første ni kvalifikationer har Kevin Magnussen kørt sig i top-ti fem gange.

Senest i kvalifikationen til Canadas grandprix, hvor danskeren sluttede som nummer fem og holdkammeraten Mick Schumacher som sekser. Et kvalifikationsresultat, som er en tangering af holdets bedst samlede kvalifikation.

Men når de skal i gang med selve løbet om søndagen, så kommer Haas-raceren og holdets strategi ofte til kort. For et er at køre kvalifikationen, men noget andet er at have en bil, som også kan stå distancen gennem et grandprix på halvanden time. Kun tre gange er den gode kvalifikation end med en top-ti-placering.

- Haas er bare feltets mindste hold, så de kan ikke opdatere bilen lige så meget, som de andre hold. Det er nok også en del af forklaringen på, at de ikke har kørt så hurtigt de seneste løb. De andre hold har forbedret deres biler, mens Haas ikke har ændres deres nævneværdigt. Og det er lidt den samme historie om Haas, at de ligger under for ikke at have de samme økonomiske muskler, som de andre, fortæller Nyggard.

Der var ellers udsigt til en stor sæson for Kevin Magnussen og Hass, da de efter årets første to grandprixer havde to top ti-placeringer og 15 point på VM-kontoen. Men siden da er det bare gået ned ad bakke for det amerikanske hold, og det efterlader dem ifølge Nygaard med et stort problem.

- For tre måneder siden havde de den tredjebedste bil i feltet, og nu ligger de næstsidst i konstruktørernes VM-stilling. De har slet ikke kapitaliseret af de gode biler, de havde i begyndelsen af sæsonen, og som stadigvæk burde kunne køre top ti-placeringer hjem til holdet.

Næste gang Kevin Magnussen og resten af Formel 1-feltet skal i aktion, er når der skal køres i England 1. til 3. juli.