Magnussen skuffer i britisk kvalifikation

Den danske Formel 1-kører starter som nummer 16, når der søndag bliver kørt på Silverstone.

Den danske Formel 1-kører starter som nummer 16, når søndagens grand prix køres. (Foto: Matthew Childs © Scanpix)

Nedturen fortsætter for Kevin Magnussen.

Den danske Formel 1-kører starter som nummer 16, når det britiske grandprix søndag bliver kørt på Silverstone.

Det står klart efter lørdagens kvalifikation, hvor Magnussen var færdig allerede efter første kvalifikationsrunde, Q1, med en bedste omgangstid på 1 minut og 26,662 sekunder.

Han har dermed en stor opgave foran sig i Haas-bilen, hvis der skal VM-point på kontoen søndag.

Holdkammeraten skuffede også

Meget bedre gik det ikke for danskerens holdkammerat på Haas, Romain Grosjean. Franskmanden klarede sig ganske vist videre til Q2, men sluttede næstsidst i den kvalifikationsrunde og starter derfor som nummer 14 søndag.

Grosjeans bedste tid i Q2 var langsommere end Magnussens i Q1. Til gengæld var franskmanden 0,315 sekunder hurtigere end danskeren i Q1.

16.-pladsen er Magnussens dårligste kvalifikationsresultat i 2019. Hans hidtil dårligste var en 15.-plads i Frankrig.

Generelt har 2019 været et skidt år for både danskeren og resten af Haas-holdet.

Da der for to uger siden blev kørt i Østrig, sluttede Magnussen på en 19.-plads, hvilket var hans dårligste slutresultat nogensinde i et gennemført grandprix.

/ritzau/

Facebook
Twitter