Magnussen skyder skylden på spansk rival efter skuffende kvalifikation

Kevin Magnussen giver spanske Fernando Alonso skylden for den ødelagte Formel 1-kvalifikation, hvor danskeren blev nummer 11.

Kevin Magnussen var var to tusindedele for langsom til en plads i Q3. FOTO: REUTERS/Stefano Rellandini (Foto: STEFANO RELLANDINI © Scanpix)

Kevin Magnussen er ikke i tvivl.

Det var spanske Fernando Alonsos skyld, at både han og danskeren fik ødelagt den sidste omgang i anden kvalifikationsrunde og dermed potentielt gik glip af en plads i top-10 i startrækken til Formel 1-grandprixet i Italien.

- Han var alt for tæt på mig til at starte omgangen og overhalede mig ind i sving et. Vi opgav selvfølgelig begge vores omgang og fik ikke noget ud af det, siger en irriteret Kevin Magnussen til TV3+.

Problemet var, at der ikke var plads til at de to kørere kunne køre svinget optimalt samtidig. Og det er meget dyrt i kvalifikationsomgangene, hvor hvert et sekund tæller. Normalt sørger kørerne for at have hel fri bane, når de skal køre kvalifikationsomgange.

- Det er anden gang i år, at jeg bliver overhalet i anden kvalifikationsrunde. Det er pænt irriterende, siger han.

Fernando Alonso skyder derimod skylden den anden vej.

- Der er ikke så meget at sige. Vi var samlet, da vi forberedte os på den sidste omgang. En af Haas-bilerne besluttede at køre foran og starte omgangen lige foran mig, og vi kom ned i sving et samtidig og tabte begge omgangen, siger Fernando Alonso.

Han afventer nu løbsledelsens udredning af sagen.

- Nu må vi, hvad de har at undersøge. Normalt begynder man ikke at køre mod hinanden gennem et sving. Jeg er meget nysgerrig, siger spanieren til TV3+.

Magnussen er dog ikke i tvivl om skyldsspørgsmålet.

- Han overhalede mig og ødelagde min omgang. I mit hoved er der ikke noget at snakke om. Jeg synes, jeg blev "impeded", men det blev ikke til noget sidste gang (i Frankrig), siger danskeren.

Skuffende placering til begge kamphaner

Han sluttede med 11.-bedste tid i kvalifikationen lørdag. Alonso starter som nummer 14.

Allerede før de kom ud til journalisterne, havde de to givet deres mening til kende i teamradioen.

- Hvad helvede laver Fernando, lød det fra Magnussen.

- Magnussen ville køre ræs ned i sving et, lød det fra Alonso til McLaren-garagen, der svarede:

- Det ser ud til, at Magnussen ødelagde sin egen omgang også.

Også den anden Haas-kører, Romain Grosjean, så episoden:

- Det blev beskidt derude, lød det fra ham.

Svaret i hans headset lød:

- Ja, Alonso ødelagde det totalt for Kevin. Det var ikke fair.

Den tid, Kevin Magnussen havde sat i Q2 før balladen med Alonso, var to tusindedele for langsom til en plads i Q3.
/ritzau/