Magnussen starter bagerst, mens Hamilton giver feltet baghjul på Ferraris hjemmebane

Kevin Magnussen sætter dårligste tid i kvalifikationen til Formel 1-grandprixet i Toscana.

Den danske racerkører Kevin Magnussen sluttede sidst af alle, da der lørdag blev kørt kvalifikation til Formel 1-grandprixet i Toscana. (Foto: Miguel Medina © Scanpix)

Den danske racerkører Kevin Magnussen sluttede sidst af alle, da der lørdag blev kørt kvalifikation til Formel 1-grandprixet i Toscana.

Det blev en kendsgerning, efter at han røg ud af Q1 i kvalifikationen.

Magnussen satte tiden 1 minut og 17,348 sekunder, hvilket var 0,276 sekunder fra avancement til Q2.

Kevin Magnussen måtte hurtigt gå ud af bilen. (Foto: Luca Bruno / Pool © Scanpix)

Derimod klarede teamkammeraten hos Haas, Romain Grosjean, sig videre til anden del af kvalifikationen, Q2, men her sluttede han dog sidst og starter derfor som nummer 15 søndag.

I den sidste træning lørdag var Grosjean blevet nummer 10, mens Magnussen sluttede som nummer 15.

Sidste uges vinder starter langt tilbage

I Q1 var det bemærkelsesværdigt, at sidste søndags sensationelle vinder, Pierre Gasly, også røg ud. Han blev nummer 16.

I sidste ende blev kvalifikationen nok engang en succes for Mercedes, der satte sig på de to bedste pladser.

Tommelfinger op. Lewis Hamilton starter forrest. (Foto: Bryn Lennon © Scanpix)

Således starter Lewis Hamlton i pole position foran teamkammerat Valtteri Bottas. Det er syvende gang i sæsonen, at Hamilton starter forrest. I de to resterende grandprixer har Bottas haft æren.

Søndagens grandprix begynder klokken 15.10.

Ferrari racer på hjemmebane

Mugello-banen er valgt til at huse søndagens Formel 1-grandprix som en hyldest til Ferrari.

Det er nemlig bilkonstruktørens Formel 1-grandprix nummer 1000, og det afholdes på holdets hjemmebane. Her er der aldrig tidligere kørt et Formel 1-grandprix.

VM-serien føres af Hamilton, der har 164 point i den samlede stilling. Bottas og Verstappen følger efter med henholdsvis 117 og 110 point.

Magnussen har ét point som nummer 17 - Haas' eneste point i sæsonen.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk