Magnussen starter som nummer ni i Belgien

Lewis Hamilton starter forrest i søndagens grandprix i Belgien. Magnussen blev nier i kvalifikationen. 

Kevin Magnussen får en fin startposition i Belgien. (Foto: Emmanuel Dunand © Scanpix)

Racerkøreren Kevin Magnussen (Haas) starter midt i feltet i søndagens Formel 1-grandprix i Belgien.

Den 25-årige dansker blev nummer ni i kvalifikationen, hvor Lewis Hamilton (Mercedes) for femte gang i karrieren sikrede sig poleposition på Spa-banen.

Efter nogle halvsløje træninger så fik Magnussen mere fart i sin racer i kvalifikationen på den syv kilometer lange racerbane.

I første del, den såkaldte Q1, satte danskeren niendehurtigste tid med en omgang på 1 minut og 43,831 sekunder. Magnussen var derfor ikke i fare for at blive blandt de fem kørere, der blev elimineret i Q1.

I Q2 forbedrede Kevin Magnussen sig endnu en gang og kappede yderligere et halvt sekund af sin bedste omgangstid.

Så kom regnen

Farten var dog øget over hele linjen, og danskeren blev noteret for tiendebedste tid, hvilket akkurat bragte ham videre til Q3.

Tyske Sebastian Vettel (Ferrari) satte i Q2 banerekord med en tid på 1 minut og 41,501 sekunder.

Før Q3 begyndte regnen at vælte ned over Spa-banen, og det skabte en hel del kaos, da der pludselig skulle skiftes dæk. Det viste sig dog, at der blot var tale om en kortvarig byge, hvilket ikke gjorde kaosset mindre.

I sidste ende var Lewis Hamilton hurtigst foran Sebastian Vettel og Esteban Ocon (Force India).

Magnussens holdkammerat hos Haas, Romain Grosjean, starter som nummer fem i søndagens grandprix.

/ritzau/

Facebook
Twitter