Hvis man vinder, vinder og vinder, er det måske ikke verdens letteste disciplin at indrømme fejl, når det pludselig går den anden vej.
Læg dertil, hvor ondt det må gøre at skulle anerkende, at modstanderen faktisk gør det så godt, at man vil til at efterligne dem.
Ikke desto mindre er det, hvad Toto Wolff, teamchef for Mercedes’ Formel 1-team, nu har besluttet sig for. Efter en skidt sæsonstart, hvor holdets to kørere ligger nummer fem og seks i den samlede stilling, må Wolff nu sande, at bilens design ikke er i stand til at følge med rivalen, Red Bull.
I afmagt skeler Mercedes derfor nu over i den østrigske Red Bull-garage for inspiration.
- På nuværende tidspunkt er vi ikke dogmatiske omkring, hvordan bilen skal se ud. Det skal bare være den hurtigst mulige bil, siger Toto Wolff til motorsport.com
- Om det ligner Red Bull eller SpaceX, er jeg ligeglad med. Den skal bare være hurtig, siger han.
Med erkendelsen af at Mercedes for anden sæson i streg har fejlet med bilens design, følger der hårde ord fra DR Sportens Formel 1-ekspert, Peter Nygaard.
- Det er en kæmpe falliterklæring for et team, der har vundet VM otte gang i træk, pludselig at skulle kopiere eller "lade sig inspirere af" Red Bulls design, der er markant anderledes end det, Mercedes har, siger han.
- Men Mercedes har indset, at de er kørt ned ad en blind vej, og nu må de vende om. Og så kigger man selvfølgelig mod det bedste hold.
Hvem har ansvaret?
Toto Wolff er kendt for at gå forrest med og rank ryg og næsen i sky som teamchef for Mercedes. Men han har været mere end normalt presset de seneste par år, hvor hans hold ikke længere har været den altdominerende faktor.
Red Bulls Max Verstappen er begyndt at tage patent på VM-titlen, og den hæder, Wolff har nydt godt af, bliver så småt forvandlet til et ansvar for derouten.
Peter Nygaard peger dog på, at det ikke alene er Toto Wolffs skyld, at det går, som det går.
- Det er selvfølgelig ham, der tager de overordnede beslutninger. Men det er hans designere, ingeniører og tekniske chef, der beslutter, hvilken vej de går på det her område.
Hvor længe de får lov til det, skal dog blive spændende at følge.
- Vi må se, hvad der kommer til at ske i Mercedes’ tekniske afdeling nu. Om de fyrer ham, der har insisteret på det design, de har nu, eller om de lader ham få en ny chance med noget Red Bull-inspireret, siger Peter Nygaard.
En kamp om flere ting
Det lyder meget simpelt. Kopier den hurtigste bil, og så er du tilbage på sporet.
Men helt så enkelt er det naturligvis ikke. Mercedes døjede nemlig også med designet i sidste sæson, og på det tidspunkt, hvor de andre hold allerede forberedte sig til i år, kæmpede Mercedes stadig med at få det til at fungere.
Nu kan deres bestræbelser på at få noget ud af 2023-sæsonen så også ødelægge forberedelserne til næste sæson. Og der er jo ikke noget af alt det her, som er gratis.
- Der er mange udfordringer for Mercedes. De er nødt til at beholde den centrale del af bilen. Det er for dyrt og for tidskrævende at ændre den. De kan ændre aerodynamikken, men det vil også tage lang tid, det vil koste mange penge og sende dem op i nærheden af budgetloftet, siger Peter Nygaard.
- Det er en stor krise for Mercedes, det, de er ude i.
Foruden resultaterne resten af sæsonen kører Mercedes lige nu også ræs mod tiden på et andet punkt. Holdets store stjerne Lewis Hamilton har endnu ikke underskrevet en kontrakt for næste sæson, hvilket er noget uvant for briten, der plejer at have sin fremtid på plads i god tid.
Den 38-årige syvdobbelte verdensmester kører stadig for drømmen om endnu et mesterskab til samlingen, hvilket vil gøre ham til den mest vindende Formel 1-kører i historien. Men kan Mercedes bygge en bil, der kan vinde VM igen?
- Hamilton er jo en snu gammel fætter, og han vil selvfølgelig se tiden an, siger Peter Nygaard.
- Det kan godt være, at de satser på at få ham til forhandlingsbordet i en fart og få underskrevet en ny kontrakt ved at skifte design nu. Men Hamilton er klog nok til at vide, at det, de laver nu, går ud over 2024. Så på den måde tror jeg ikke nødvendigvis, at det hjælper på at få en ny kontrakt i hus.
Om det lykkes Mercedes at fiksfakse sig ud af den nuværende bilkrise eller sikre en underskrift fra Hamilton er usikert. Men der er én ting, som Nygaard ikke er i tvivl om:
- De kommer ikke til at kæmpe med om VM i år. Det løb er kørt.