Kevin Magnussen måtte lørdag tage til takke med en 12.-plads i kvalifikationen til Formel 1-grandprixet i USA, der køres søndag.
Efterfølgende peger den danske Haas-kører på den missede træningstid fredag som en af årsagerne. Her blev danskeren i garagen under hele anden træning i stedet for at trille ud på den regnvåde bane.
- På grund af regnvejret fredag fik vi ikke kørt ret meget, og det betød, at jeg mistede lidt selvtillid i forhold til det første sving. Og så overkompenserede jeg med bremserne. Jeg låste mange gange mine forbremser på vej ind i svinget.
- For at undgå det justerede jeg bremsebalancen, og fik så nok for meget effekt på baghjulene. Det belastede bagdækkene, og de havde ikke greb nok i de mange langsomme sving i den tredje sektor, hvor jeg mistede meget tid, siger Magnussen til BT.
Danskeren røg ud i Q2, der er den anden og næstsidste fase af kvalifikationen. Her satte han tiden 1 minut og 34,732 sekunder.
Dermed sluttede han efter Haas-kollega Romain Grosjean, der fik en slutplacering nummer otte.
Sæsonens fjerdesidste
Magnussen fører stadig det indbyrdes kvalifikationsregnskab i sæsonen, men nu kun med 10-8.
Sammen kæmper de to for at overgå Renault som hold og blive "best of the rest" - altså at ende som bedste hold, når man fraregner Mercedes, Ferrari og Red Bull.
Renault er otte point foran før weekendens grandprix i USA. Grosjean mener ikke, at Haas fik vist sig som det overlegne mandskab i lørdagens kvalifikation.
- Jeg tror ikke helt, vi var "best of the rest" i dag (lørdag, red.) - også bevist ved, at en af vores biler ikke nåede Q3.
- På den anden side forberedte vi os mere til løbet end tidtagningen. Det bliver varmere, så jeg tror, vi er i en bedre position der, siger Grosjean til Ekstra Bladet.
Grandprixet i USA er sæsonens fjerdesidste, men allerede søndag kan Lewis Hamilton (Mercedes) vinde VM-titlen. Det kræver, at han får mindst otte point mere end den nærmeste forfølger, Sebastian Vettel (Ferrari).
/ritzau/