Mysteriet om Michael: Schumacher fylder 50 år i hemmelighed

Kun få spørgsmål er blevet besvaret siden en alvorlig ulykke for fem år siden.

Han fyldte altid forsiderne på motorsporsmagasinerne, da han stadig kørte. Men nu er Michael Schumacher tæt på usynlig på trods af syv verdensmesterskaber i Formel 1.

I dag fylder en af motorsportens største legender 50 år. Men selv på denne festdag, er mysteriet om Michael Schumacher stadig stort.

Hvad blev der af ham? Hvordan har han det? Og hvorfor meldes der ingenting ud om tilstanden hos en af motorsportens største mestre?

Det er spørgsmål, der ikke bliver besvaret i de kulørte blade i dag. For familien fejrer ikke fødselsdag for offentligheden.

En alvorlig skiulykke i Alperne for fem år siden ændrede nemlig livet for Michael Schumacher.

Han styrtede, slog hovedet mod en sten og endte i koma. Siden da har indsigten i tyskerens liv været lille.

Det var på pisten her, at Michael Schumacher faldt og slog hovedet mod en sten tilbage i december 2013. (Foto: JEAN-PIERRE CLATOT © Scanpix)

Kun enkelte meldinger har fortalt om fremskridt.

En af dem kom i marts 2016, hvor Schumachers presserådgiver, Sabine Kehm, også fortalte, hvorfor tavsheden var så rungende.

- Som udgangspunkt har medierne aldrig fået lov at fortælle om Michaels privatliv, slog hun fast og fortalte samtidig, at Michael Schumacher på et tidspunkt havde ytret et ønske om at forsvinde helt fra pressens blitzende skær.

- Jeg tror, han drømte om at få den mulighed en dag. Derfor værner jeg stadig om hans ønske: Ingenting skal ud.

Den private mand

Kan Michael Schumacher gå? Taler han, og hvor meget hjælp har han brug for? Det er spørgsmål, som kun de færreste kan svare på.

En af dem, der har svaret, er Ross Brawn. Han har besøgt familien Schumacher i hjemmet i Schweiz efter ulykken i december 2013.

Men han siger intet.

Som tidligere direktør hos holdene Benetton og Ferrari, hvor Michael Schumacher vandt flere verdensmesterskaber, er de nære venner. Og derfor holder han mund af respekt.

- Michael Schumacher har gennem hele sin karriere været en meget privat person, og det er en beslutning, som hans familie altid har bakket op omkring, siger han til avisen The Independent og fortsætter.

- Derfor er det meget forståeligt, at hans kone har valgt, at den samme tilgang fortsat skal være gældende efter den tragiske ulykke. Det er en beslutning, som vi bliver nødt til at respektere. Og det er jeg sikker på, at de mange millioner fans også gør.

Har set Formel 1

Kun de nærmeste kender til Michael Schumachers præcise tilstand. Og grunden dertil kan også skyldes, at det kan være svært at tegne et nøjagtigt kort over, hvordan det går.

Det mener Jesper Emke Clausen, der skriver om Formel 1 for Bilmagasinet.

- Jeg tror, at det handler om, at hans tilstand svinger meget fra dag til dag. Der er gode dage og dårlige dage. Hvis familien kommer med en prognose eller fortæller åbent og ærligt om hans tilstand, vil det kun være et øjebliksbillede, som vil give grobund for yderligere spekulationer og måske uindfriede forventninger, siger han og understreger, at Schumachers tilstand fortsat må betegnes som alvorlig.

Men tilbage står spørgsmålet stadig ubesvaret: Hvorfor fortæller familien ikke selv denne sandhed, hvis det er virkeligheden?

Er det for at holde liv i myten om Michael? Vil de skåne de mange fans for de barske realiteter? Eller mangler de selv at få svaret efter ulykken?

Indtil videre findes der kun gisninger. En af de eneste ting, der kan konkluderes, er, at der kan spores små fremskridt hos Schumacher fem år efter ulykken.

Michael Schumacher ses her på ski tilbage i 2006. Under ulykken i 2013 havde han hjelm på, men den kunne ikke forhindre den tidligere Formel 1-verdensmester i at få svære hovedskader. (Foto: ALESSANDRO BIANCHI © Scanpix)

Tilbage i november kunne præsidenten for Det Internationale Automobilforbund, Jean Todt, fortælle, at han havde overværet Brasiliens Grand Prix sammen med den mangedobbelte verdensmester.

Hvordan det var forløbet, kom han ikke nærmere ind på. Var de i Sao Paulo eller foran fjernsynet?

Som så ofte før blev der ikke givet mange oplysninger.

Og sådan vil det med stor sandsynlighed også være i fremtiden, selvom Schumacher-familien onsdag kom med en sjælden besked på sociale medier i anledning af den runde fødselsdag. I beskeden stod der blandt andet.

- På Michaels vegne beder vi om forståelse for, at der forsat bliver værnet om privatlivet. Især når det drejer sig om så følsomt emne som hans helbred.

Til gengæld løftede familien også sløret for, at der på Schumachers 50-års fødselsdag vil blive indviet en speciel udstilling om Formel 1-legenden på Ferraris museum i den norditalienske by Maranello.

Facebook
Twitter