Ny Haas-racer skal sende Magnussen ud af krisen: ’Vi håber, de nye dele arbejder sammen’

Kevin Magnussen og Haas-teamet går ind til det spanske grandprix med en opdateret version af danskerens bil.

Kevin Magnussen kan se frem til at køre i en "markant forbedret" racer ved lørdagens træning og efterfølgende kvalifikation. (Foto: JUAN MEDINA © Scanpix)

Højt at flyve, dybt at falde.

Sådan må man betegne Kevin Magnussens Formel 1-sæson indtil videre.

For efter en forrygende start med en sjetteplads i Australien har der ikke været meget fart i danskerens Haas-bil.

Tre 13.-pladser er det blevet til, inden feltet i denne weekend kører i Europa for første gang i sæsonen.

Her gælder det Spaniens grandprix i Barcelona, hvor de forskellige teams har tradition for at komme med sæsonens første store ændringer af bilerne.

For Kevin Magnussen venter der også en ny version af Haas-bilen. Det amerikanske team har blandt andet udskiftet for- og bagvinge, snuden, spejle, gulv og de såkaldte bargeboards, der er med til at skabe mere aerodynamik i bilen.

- Det er ret mange dele, der er blevet udskiftet. Vi håber på, at alle delene arbejder sammen, så luftflowet, der kommer henover bilen, bliver stærkere og mere stabilt. På den måde kommer der mere downforce, og vi får mere greb, siger Kevin Magnussen.

Haas-boss Günther Steiner har beskrevet ændringerne på bilen som ’markante’, mens holdkammerat Romain Grosjean har kaldt den opdaterede Haas-racer for ’stort set en helt ny bil’.

Men selvom Haas er et af de teams, der har ændret mest inden Barcelona-grandprixet, forudser Kevin Magnussen ikke mirakler under søndagens 66 omgange.

- Vi forventer ikke, det kommer til at ændre helt sindssygt, fordi mange andre teams har opgraderet. Det er faktisk en kæmpe udfordring at bibeholde, hvor man ligger.

  • Danskeren kørte ved fredagens træning i Barcelona i den 'gamle' version af Haas-raceren. Det er planen, at han får en tur i den opdaterede version i sidste træning lørdag inden kvalifikationen. (Foto: ALBERT GEA © Scanpix)
  • Man kan godt forstå, hvis Kevin Magnussen har bekymrede miner for tiden. Han er ikke sluttet i top-10 siden årets første grandprix. (Foto: JUAN MEDINA © Scanpix)
1 / 2

Hass’ største problem i denne sæson har hverken været forvinge, spejle eller gulv. Til gengæld har danskerens team kæmpet gevaldigt med at få fart i dækkene.

Kevin Magnussen og teamkollega Romain Grosjean har godt nok leveret fine omgangstider i kvalifikationerne, men i løbene har holdet ikke fået nok ud af dækkene, hvilket har betydet, at Haas-raceren er raslet ned gennem feltet.

- Vi ved, at bilen er rigtig god i tidstagningerne, hvor dækkene har mindre at sige og er nemmere at få til at virke på én omgang, siger Kevin Magnussen.

- Det viser, at vores bil er god nok, og designet på bilen er godt nok. Derfor har jeg en fin tiltro til, at den her opdatering giver, hvad vi håber på, siger han.

Kevin Magnussen har da også grund til optimisme, hvis han ser på sit seneste spanske grandprix. Her blev det det nemlig en sjetteplads for danskeren.

Det er også i Barcelona, at der bliver kørt den årlige vintertest i februar, og derfor er det en bane, som Magnussen kender særdeles godt.

- Det er ikke nyt sted, så vi ved, hvordan bilen kører her. Nu er der så kommet opdateringer på bilen, så vi kan ikke bare copy-paste, hvad vi gjorde i testene. Vi håber, at de varmere temperaturer og ekstra downforce kan skubbe os i den rigtige retning, fortæller danskeren.

Ved fredagens to træninger skulle Kevin Magnussen dog ikke køre i den opdaterede Haas-bil. Den ære fik Romain Grosjean, så det amerikanske team på den måde kunne sammenligne den gamle og nye version og se effekterne af ændringerne.

Kevin Magnussen kørte her i henholdsvis syvende og ottende hurtigste tid, mens Romain Grosjean i den opdaterede racer var en tand hurtigere med henholdsvis femte og sjette hurtigste tid.

Det er planen, at Kevin Magnussen får en tur i den opdatererede Haas-racer ved tredje og sidste træning lørdag middag, inden kvalifikationen køres klokken 15.00.

Kevin Magnussen ved lørdagens træning i Barcelona. (Foto: JUAN MEDINA © Scanpix)

Magnussen blander sig i toppen

Ved tredje træning gik det som planlagt. Kevin Magnussen kørte i Haas' nye racer, og her fortsatte danskeren de gode takter fra fredag.

Magnussen satte den sjettebedste tid, mens Mercedes' Lewis Hamilton satte den hurtigste tid, da han kørte banen i Barcelona på 1 minut og 16,568 sekunder. Det var 0,962 sekunder hurtigere end Magnussen.

Magnussens teamkollega, Romain Grosjean, var en smule hurtigere end danskeren og kørte træningens femtehurtigste omgang. Dermed var begge Haas-racerne hurtigere end de to Red Bull-biler i den tredje træning.

Facebook
Twitter