OVERBLIK Formel 1's mange ulykker

25 kørere har mistet livet i Formel 1 siden 1954 og endnu flere har på mirakuløs vis overlevet voldsomme ulykker.

En ambulance bringer Jules Bianchi til hospitalet, efter at være blevet alvorligt kvæstet i en ullykke under F1 Grand Prix. (Foto: Yuya Shino © Scanpix)

Den franske Formel 1-kører Jules Bianchi er i kritisk tilstand efter et voldsomt styrt på den japanske Suzuka-bane i søndagens løb.

Bianchi ligger stadig i respirator og svæver mellem liv og død.

Den 25-årige kører er langt fra den første, der kommer alvorligt til skade bag rattet i en Formel 1-bil. Hele 25 kørere har mistet livet på banen siden Formel 1 startede i 1950 og endnu flere har med nød og næppe sluppet fra voldsomme ulykker med livet i behold.

Den franske kører Jules Bianchi er den seneste til at være udsat for en livstruende ulykke i Formel 1. (Foto: ALEXANDER KLEIN © Scanpix)

To døde i samme Grand Prix

Det første dødsfald skete i 1954, da den 30-årige argentiner Onofre Marimón mistede kontrollen med sin Maserati under træning på den tyske Nürburgring.

Efter Marimóns ulykke nød sporten fire år uden dødsulykker inden et meget blodigt 1958, hvor tre kørere mistede livet indenfor tre måneder af hinanden.

Og to år senere blev Formel 1 ramt af en meget sort dag. 19. juni 1960 døde de to briter Chris Bristow og Alan Stacey inden for få minutter og få hundrede meter af hinanden. Det skete i det samme sving, men var utroligt nok ikke i det samme uheld.

Tysk bane var en dødsfælde

Antallet af dødsulykker fortsatte med at stige gennem 60'erne og 70'erne, hvor ganske få Formel 1-sæsoner blev gennemført uden en tragedie.

Især den tyske Nürburgring var farlig. Her mistede fem kørere livet mellem 1954 og 1969, hvor kørerne truede med at boykotte banen, som fik frataget det tyske Grand Prix, indtil der blev lavet ændringer.

Fra 1979-1981 var sporten forskånet for dødelige ulykker, men i 1982 blev den igen ramt hårdt.

Den franske kører Jules Bianchi er den seneste til at være udsat for en livstruende ulykke i Formel 1. (© Scanpix)

Elitekører svævede over 100 meter

Gilles Villeneuve var en af de mest genkendelige førere i Formel 1-feltet. Den 32-årige canadier havde et ry som en spøjs fyr og var endt i top 10 tre gange i sin seks år lange karriere. Han var blandt andet blevet nummer to i 1979-sæsonen.

Kvalifikationen til det belgiske Grand Prix fandt sted 8. maj, og Villeneuve pressede sine dæk til det yderste. Canadieren ville overhale en anden kører gennem et sving, men trak til højre samtidig med, at den anden kører rykkede i samme retning for at give Villeneuve plads.

Canadierens Ferrari svævede mere end 100 meter før den styrtede, Villeneauve fløj yderligere 50 meter, og det lykkedes ikke læger at genoplive ham.

Bare en måned senere blev en anden kører dræbt, den meget urutinerede italiener Riccardo Paletti. I sit bare andet Formel 1-løb blev han dræbt af skader i brystet, da han kolliderede med en anden bil, der var gået i stå.

Brasiliansk ikon

Efter tragiske 1982 nød Formel 1 en hidtil uset lang periode på 12 år uden dødsfald, inden der igen skete to indenfor meget kort tid i det samme Grand Prix, som skulle føre til massiv kritik af sporten.

Det skete under San Marinos Grand Prix i 1994. Under kvalifikationen blev østrigske Roland Ratzenberger dræbt i et sving, der med tragisk ironi var opkaldt efter Gilles Villeneuve. Og dagen efter, i det egentlige løb, indtraf det seneste og mest berygtede dødsfald i Formel 1.

Den 34-årige brasilianer Ayrton Senna var tredobbelt verdensmester og et ikon indenfor sporten. Senna førte løbet, da hans bil på syvende runde fortsatte ligeud i et sving og ramte cementmuren med over 230 kilometer i timen.

Få timer senere blev Senna erklæret død på hospitalet i Bologna.

Den franske kører Jules Bianchi er den seneste til at være udsat for en livstruende ulykke i Formel 1. (Foto: PILAR OLIVARES © Scanpix)

Plages fortsat af alvorlige ulykker

Siden Sennas ulykke er der ikke nogen kørere, der har mistet livet under et Formel 1-løb. Men det har været tæt på.

Bare den seneste håndfuld år er der sket flere særdeles alvorlige ulykker. I juli 2009 blev brasilianske Felipe Massa ramt i hovedet af en fjeder, der var faldet af en anden bil, og var en overgang i livsfare.

I 2011 var der to alvorlige ulykker. Mexicanske Sergio Perez, der siden blev erstattet af Kevin Magnussen hos McLaren, kørte under kvalifikationen til Monacos Grand Prix ind i en barriere, mens polske Robert Kubica havde et meget voldsomt crash i februar 2011, hvor han blandt andet fik skåret dele af sin højre arm over. Han har ikke kørt Formel 1 siden.

Facebook
Twitter