Skidt nyt for Åge Hareide: Schmeichel skal opereres

Kasper Schmeichel skal opereres mandag, oplyser Claudio Ranieri, efter danskeren udgik af en ligakamp lørdag.

Kasper Schmeichel er formentlig ude i de kommende landskampe. (Foto: Carl Recine © Scanpix)

Kasper Schmeichel - den danske førstemålmand på landsholdet - kan være tvivlsom til de forestående landskampe på onsdag og søndag.

Lørdag eftermiddag udgik han fra Leicesters ligakamp mod Swansea i Premier League, og efter kampen udtaler Leicesters manager, at danskeren skal i gennem en brokoperation.

- Han har spillet med en smule brok i den sidste måned. Mandag vil han blive opereret, siger Claudio Ranieri til det lokale medie Leicester Mercury.

Han tilføjer, at målmanden vil være ude i fire til fem dage og dermed være klar til den næste ligakamp.

Planlagt operation

Operationen har tilsyneladende været planlagt.

- Den har været planlagt til mandag. Vi ville gerne have, han spillede (lørdag, red), og det ville han også selv, men da han mærkede noget, skiftede vi ham ud, siger den italienske manager.

Det harmonerer dårligt med, at Schmeichel har været udtaget til det danske landshold, der samles mandag forud for landskampene.

Dansk Boldspil-Union (DBU) har ikke meldt noget ud om sagen.

Danmark spiller onsdag testkamp mod Liechtenstein, hvorefter det søndag gælder den første VM-kvalifikationskamp på hjemmebane mod Armenien.

/ritzau/

Facebook
Twitter