Spænd sikkerhedsselen: Formel 1 udvider coronaramt sæson til 17 racerløb

Formel 1-feltet skal forbi Istanbul og til Bahrain to gange inden sæsonens sidste grandprix i Abu Dhabi.

Kevin Magnussen skal i denne weekend køre i Belgien. (Arkiv). (Foto: Carlos Jasso © Scanpix)

Den coronaramte Formel 1-sæson kommer som minimum til at bestå af 17 racerløb.

Det oplyser Formel 1 tirsdag på sin hjemmeside.

Her er der tilføjet et grandprix 15. november i Istanbul i Tyrkiet. Dernæst følger to grandprixer i Bahrain 29. november og 6. december, inden sæsonen afsluttes en uge senere i Abu Dhabi.

- Vi er stolte over at kunne meddele, at Tyrkiet, Bahrain og Abu Dhabi er en del af 2020-sæsonen, siger Chase Carey, der er direktør for Formel 1 på hjemmesiden.

Formel 1 oplyser desuden, at sæsonens grandprix i Kina udgår af løbskalenderen.

Kevin Magnussen ligger nummer 17 på verdensranglisten med 1 point (Arkiv). (Foto: pool © Scanpix)

Oprindeligt bestod den reviderede Formel 1-kalender af 13 grandprixer.

I denne weekend afvikles det belgiske grandprix på Spa-banen. Det er sæsonens syvende grandprix.

Der bliver desuden åbnet op for en begrænset mængde af fans til sæsonens sidste grandprixer. Formel 1 er i øjeblikket i dialog med hver enkelt racerbane for at få detaljerne på plads.

Samtidig slås det fast, at sikkerheden er vigtigere end at få tilskuere ind til løbene.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk