Status på Magnussens første tests: En flot start

Kevin Magnussen har fået en flot start, mener Formel 1-ekspert. Men han skal hjem og træne nakkemuskler.

Kevin Magnussen har fået en god start i Haas-raceren. (© Scanpix)

Nyt team, ny bil, ny sæson.

Kevin Magnussen og hans nye team Haas har i denne uge taget hul på forberedelserne til den nye Formel 1-sæson. Mandag og tirsdag kørte Magnussen de første tests i sin nye racer, og det var med succes.

Det mener BT’s Formel 1-korrespondent, Peter Nygaard. Især antallet af kilometer, Kevin Magnussen kørte på de to dage, har vakt opsigt.

- Det er bemærkelsesværdigt, at et nyt team kører så mange omgange, så det er en stor cadeau til teamet og til Magnussen, siger Nygaard om danskerens 118 omgange i Barcelona, hvor testene foregår.

- Det er dét, som er det vigtigste i disse tests. Tiderne er noget sekundært. Selvfølgelig er det flot, at han bliver nummer fire både mandag og tirsdag, men det, man lægger mærke til, er antallet af kilometer, og dér lå Haas-teamet helt i top tirsdag. Det kan de bygge videre på, og så skal tiderne nok komme.

https://twitter.com/HaasF1Team/status/836699606859808769

Kevin Magnussen selv var da også tilfreds efter de to dage, men var noget overrasket over den fysiske hårdhed, der især gik ud over hans nakke.

- Den nye generation af Formel 1-biler er meget fysisk krævende at køre, siger Peter Nygaard og fortsætter:

- Magnussen lagde mærke til, at fysikken blev belastet på en anderledes måde, end han var forberedt på, især når han bremsede, påvirkede det nakkemusklerne meget, for de bremser virkelig voldsomt. Han sagde, at han nu skulle hjem og træne nakkemuskler.

For tidligt

På trods af de to fjerdepladser og de mange omgange er det for tidligt at konkludere noget i forhold til, hvor Haas-teamet står i sammenligning med de øvrige hold.

- Det er for tidligt at vurdere, hvor Haas-teamet og Magnussen kommer til at ligge i feltet, fordi der er så mange usikkerhedsmomenter: Hvem har kørt med hvilke dæk, hvor meget benzin har man brugt og hvem kommer med updates til næste test og første løb i Melbourne?

- Så det er for tidligt at sige, hvor Kevin ligger, men de er helt sikkert kommet godt fra start, siger Peter Nygaard.

Onsdag og torsdag er det Magnussens holdkammerat Romain Grosjean, der skal teste, mens Magnussen igen er på banen i Barcelona tirsdag og torsdag i næste uge. Årets første Formel 1-løb finder sted 26. marts i Melbourne.