Svært udgangspunkt i Rusland: Magnussen slutter kvalifikationen som nummer 18

Kevin Magnussen bliver nummer 18 ved kvalifikationen forud for det russiske Formel 1-grandprix.

Den danske racerkører Kevin Magnussen (Haas) endte tredjesidst, da Formel 1-feltet lørdag kørte kvalifikation forud for Ruslands Grand Prix.

Det lykkedes således ikke for danskeren at komme videre til anden kvalifikationsrunde, Q2, og han endte som nummer 18.

Teamkollegaen Romain Grosjean blev nummer 16.

Lewis Hamilton (Mercedes) endte med at tage pole position efter nogle intense kvalifikationsrunder, der også var præget af et uheld.

Cirka halvvejs i lørdagens kvalifikationen kørte Magnussen af banen. Han kom dog tilbage og fik sat en tid, der i en periode holdt ham på 15.-pladsen.

Den blev dog overgået, da stort set alle kørere mod slutningen af første kvalifikationsrunde, Q1, satte nye tider.

Og dermed endte danskeren altså i den tunge ende foran kun Nicholas Latifi (Williams) og Kimi Räikkönen (Alfa Romeo).

Det er de fem langsomste, der bliver sorteret fra i Q1. De 15 hurtigste går videre til Q2. Herfra går de ti hurtigste videre til Q3.

- Det var nogle dårlige omgange. I det første run kunne jeg ikke få varme i dækkene og måtte opgive min første omgang og prøve igen, den var også dårlig, så jeg måtte prøve en sidste gang, hvor det var okay.

- Nu er jeg lige hoppet ud af bilen og er skuffet over den her tidtagning, men jeg prøver igen i morgen, siger Kevin Magnussen.

Lewis Hamilton sikrede sig endnu en gang pole position, da han satte hurtigste tid i den russiske kvalifikation. (Foto: Pavel Golovkin © Scanpix)

Hamilton i intens Q2

Q2 blev præget af et uheld hos den tidligere verdensmester Sebastian Vettel.

Den tyske Ferrari-kører mistede kontrollen over sin bil og røg ind i barrieren. Det sendte alle de tilbageværende biler tilbage i pit, mens der blev ryddet op.

På det tidspunkt havde verdensmester Lewis Hamilton endnu ikke sat nogen tid. Den britiske stjerne havde derfor overordentlig travlt, da bilerne blev sendt ud til de sidste par minutter af Q2.

Hamilton nåede lige nøjagtig forbi målstregen, inden de 15 minutter var gået, og dermed kunne han nå at sætte en tid.

Det gjorde han i fin stil, da han blev nummer fire og gik videre til Q3.

Til gengæld måtte Ferraris Charles Leclerc nøjes med 11.-pladsen.

I Q3 satte Hamilton tingene på plads, da han satte hurtigste tid og dermed sikrede sig pole position. Max Verstappen (Red Bull) og Valtteri Bottas (Mercedes) blev nummer to og tre.

/ritzau/

Facebook
Twitter