Torben begyndte som popcornsælger i Vojens: Nu forhandler han om milliarder for Formel 1

Speedwaylegenden Ole Olsens søn, Torben Olsen, sidder med, når der forhandles om, hvor der skal køres Formel 1 de kommende år.

Når en kollega giver kage på arbejdet. Når naboen tilbyder at klippe hækken. Eller du får en forlomme i køen ved kassen i supermarkedet.

Nogle gange får man bare et tilbud, man ikke kan sige nej til.

Det gælder også, når man bliver tilbudt drømmejobbet i en af verdens største sportsorganisationer. Om Torben Olsen kender til de tre første, står hen i det uvisse, men han kender helt sikkert til det sidste. For da Formel 1 for halvanden måned siden viftede med et jobtilbud, skulle den 39-årige dansker ikke bruge meget betænkningstid.

Derfor sidder han nu på Formel 1-organisationens hovedkontor i London, og visitkortet prydes med titlen Head of Race Development. På dansk betyder det, at han står for at forhandle og forny kontrakterne med Formel 1-kalenderens nuværende løbsarrangører.

- Lige nu gælder det Singapore og Spanien, fortæller Torben Olsen.

Faktisk er Formel 1 bare seneste skridt på en rejse, som begyndte den dag Torben Olsen blev født. Som søn af speedway-legenden Ole Olsen har Torben nemlig haft motorsporten tæt inde på livet siden dag et, og selvom Torben aldrig selv har haft hånden på gashåndtaget, var det alligevel speedway, som viste vejen for Torben.

Men alt det vender vi tilbage til. For inden vi napper begyndelsen, så lad os lige slå fast, hvad det er, Torben Olsen sidder og roder med på kontoret i London.

Torben Olsen forhandler kontrakter i milliardklassen hjem for Formel 1 (Foto: Grand Prix Photo)

Jonglerer med milliarder

Det er en af verdens største sportsorganisationer, den danske forretningsmand er en del af. Selv mener han, at tallene taler for sig selv. Og det kan han måske have ret i.

Formel 1 kører i denne sæson 22 løb i 18 lande fordelt på fem af verdens syv kontinenter. I den seneste sæson så næsten 90 millioner tv-seere med i gennemsnit, og ved det netop overståede amerikanske grandprix i Austin var der flere end 400.000 tilskuere.

Det er voldsomme tal og alt sammen skyts, den danske Formel 1-chef har med, når han sætter sig ved forhandlingsbordet. Torben Olsen kan sjovt nok ikke løfte sløret for, hvor mange penge der bliver forhandlet om, men kaster en bemærkning om, at man jo bare kan google beløbene, og så er man nok ikke helt ved siden af.

Den opfordring er jo svært at lade ligge, og efter kort tid kan man konstatere, at det ikke er småpenge, der er tale om. Det amerikanske erhvervsmagasin Forbes skriver, at det koster i omegnen af 200 millioner danske kroner at få lov til at afholde et Formel 1-grandprix. Med 23 af slagsen på næste års kalender løber det op i 4,6 milliarder danske kroner, og så har man en ide om, hvad det er, Torben Olsen sidder og roder med på kontoret i London.

Det hele begyndte med en popcorn-maskine

At det skulle blive en levevej i motorsportens verden, lå som nævnt i kortene. Farmand Ole Olsen kørte i 1970’erne og 80’erne et hav af VM-medaljer hjem på speedwaycyklen, mens brormand Jacob Olsen i dag ejer Vojens Speedway Center.

Men Torben Olsen vidste allerede tidligt, at det ikke var gashåndtaget, men det forretningsmæssige ditto, han ville dreje på.

- Jeg startede med at sælge popcorn til speedway i Vojens, da jeg var 12 år gammel. Jeg lånte penge af min far til den første maskine, som jeg allerede fik betalt tilbage efter det første arrangement, fortæller Torben Olsen.

Popcornmaskinen hvor det hele begyndte for Torben Olsen (Foto: Privat)

Efterfølgende vekslede Torben Olsen de poppede majs til en karriere i motorsportens maskinrum. Med base i London havde han først forskellige poster inden for speedway, inden han i 2019 skiftede fra to til fire hjul og stod i spidsen for først VM i rallycross og dernæst med ansvaret for driften af kvindernes Formel 3-mesterskab.

Og det var igennem sidstnævnte, at Torben Olsen fik kontakt med Global Director of Race Promotion hos Formel 1, Chloe Targett-Adams. Hendes rolle hos motorsportsgiganten er at sikre den kommercielle vækst, og her mente hun, at danskeren passede perfekt ind.

- Vi har haft en løbende dialog, og en dag inviterede hun på frokost og fortalte, at hun havde fået mig anbefalet og spurgte, om jeg havde lyst til at arbejde for Formel 1, fortæller Torben Olsen.

Og så er vi tilbage ved et af de der skønne tilbud. For både på og uden for racerbanen er Formel 1 motorsportens kongeklasse.

- Det kunne jeg ikke sige nej til, for det har været en drøm længe. Jeg har altid godt kunne lide den kommercielle del af motorsporten, og det bliver ikke større end Formel 1.

Formel 1 stormer frem i USA

Nu sidder Torben Olsen så og sælger. Præcis som da han stod ved popcornmaskinen i Vojens. Men denne gang handler det ikke om at overbevise benzinhungrende danskere om, at speedway opleves bedst med popcorn i kæften.

Nu handler det blandt andet om at slå kapital af amerikanernes stigende begejstring for motorsportens kongeklasse. Allerede næste år dobler Formel 1 op på antallet af grandprixer i USA, når Miami tilslutter sig Austin på løbskalenderen. Og det er ifølge Torben Olsen især Netflix-serien Drive to Survive, der har fået Formel 1-benzinen til at boble i blodet hos amerikanerne.

- USA har været et fokusområde gennem længere tid, og på det seneste har vi haft kæmpe succes, og vores fanbase er virkelig eksploderet derovre. Og det er endda på trods af, at vi ikke har en amerikansk kører i feltet, som ellers er en af de ting, der også øger interessen i et område.

'Det ville da være fedt med et dansk grandprix, men det er altid svært for mindre lande at få et løb, siger Torben Olsen.(Foto: Grand Prix Photo)

Ja, der er flere faktorer, som spiller ind, når der skal forhandles om arrangørernes kontrakter. I sidste ende handler det dog om det, det oftest gør i sådanne forhandlinger. Penge. Men ifølge Torben Olsen, gælder det også om, at alle parter skal have noget ud af aftalerne.

- Det er store summer, der er på spil, og for os handler det om, at vi har en kombination af arrangører, der gør, at vi forbliver et globalt brand. Det gælder om at forny vores fanbase, og samtidig fastholde dem, som allerede er der. Derfor kigger vi både mod nye markeder og eksisterende arrangører, fortæller Torben Olsen.

Og en ny fanbase kunne jo så passende være dansk, men på det uundgåelige spørgsmål til en mand i toppen af Formel 1, er svaret.

- Det ville da være fedt med et dansk grandprix, men det er altid svært for mindre lande at få et løb, lyder det med et lille grin i stemmen fra London.

Og så påpeger Torben Olsen også lige, at han jo ikke forhandler med nye, men eksisterende arrangører.

Så hvem ved. Måske Danmark på et tidspunkt kan afsende et tilbud til Formel 1, som de ikke kan sige nej til.

FacebookTwitter