En glad Kevin Magnussen sikrede sig fredag karrierens første pole position i Formel 1 - men hvis danskeren havde drømt om at køre Haas-raceren først i mål ved lørdagens sprintløb i Brasilien, så blev han hurtigt vækket.
For Kevin Magnussen blev overhalet, overhalet og overhalet på de 24 omgange, inden han til sidst endte som nummer otte.
Alligevel var danskeren tilfreds.
- Jeg gjorde det bedste, jeg kunne, og vi fik et vigtigt point. Det er aldrig fedt at starte som den forreste og blive nummer otte, men det var en fed oplevelse, at jeg fik lov at tage starten og føre på første omgang, siger han til TV3+ efter løbet.
Som forventet
Heller ikke DR Sportens Formel 1-ekspert, Peter Nygaard, mener, at Kevin Magnussen kan være utilfreds trods placeringen som nummer otte.
Det var som forventet, lyder konklusionen.
- Det var en overpræstation, at han kørte sig i pole position fredag. Der udnyttede han, at forholdene på grund af regnvejret var mere lige, end de plejer at være i Formel 1. I dag var det tørvejr, og så kan bilen ikke følge med hverken Red Bull, Mercedes og Ferrari.
Kevin Magnussen afviste ellers flot konkurrenterne på de første omgange, før både Max Verstappen, George Russell og Carlos Sainz strøg forbi danskeren, inden der var kørt fem af de 24 omgange.
Ja, det er altså ikke helt nemt at undgå mareridt, når du bliver jagtet af nogle af verdens hurtigste racerkørere med mere end 300 kilometer i timen.
Havde troet på et mirakel
Lewis Hamilton fløj også forbi, og en tredjedel inde i sprintløbet skulle Kevin Magnussen i stedet til at koncentrere sig om at fastholde femtepladsen.
En mission, der ikke lykkedes.
Sergio Perez, Charles Leclerc og Lando Norris sendte danskeren længere ned i feltet, og Kevin Magnussen kunne til sidst køre i mål som nummer otte ved sprintløbet i Brasilien.
Det efterlader Peter Nygaard med en skuffet følelse.
- Jeg havde troet på et mirakel, efter det jeg så i går. Jeg havde troet på mere end en placering som nummer otte, men det var helt andre forhold i dag.
Stiller Magnussen stærkere i fremtiden
Ottendepladsen gav også Kevin Magnussen et enkelt point til VM-stillingen. Men det er mindre vigtigt denne weekend.
Det store samtaleemne er og vil være, at Kevin Magnussen formåede at få bilen parkeret på første parket, mener Peter Nygaard.
- Det stiller ham helt sikkert stærkere fremadrettet. Alle var klar over, at det var Kevin Magnussen, der kørte bilen i pole position. Det var ikke, fordi han havde den bedste bil. Alle har lagt mærke til det, siger han.
Og Kevin Magnussen siger da også, at dén pole position i Brasilien er noget, han vil huske resten af livet.
- Det tager jeg med videre, uanset hvad der sker. De tanker gjorde jeg mig også inden løbet. Men selvfølgelig kræver det lige et reset i hovedet, når du skal indstille dig på, at opgaven ikke er at vinde løbet. Det var totalt urealistisk at gøre det, siger han.
I sprintløbet kørte George Russell først forbi det ternede flag. Han får derfor lov at begynde forrest i morgendagens løb.