Fra punktering i regnvejr til gulddans: Her er dagens største øjeblikke fra DM-ugen

Søndag blev de sidste medaljer uddelt ved den første DM-uge nogensinde.

Julius Johansens (i midten) DM-drømme led et knæk kort før mål, da han punkterede. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Søndag blev der igen dystet om medaljer i og omkring Aalborg.

På DM-ugens sidste dag var der både op- og nedture at spore i de forskellige discipliner, hvor en punktering på de nordjyske veje endte med at koste dyrt.

Der blev uddelt guldmedaljer til landets bedste breakdancere, og dans blev også et tema på løbebanen.

Dyk ned i nogle af de større sportslige historier fra DM-ugens sidste dag herunder.

Kamp kæmper sig til DM-guld i regnvejr

Alexander Kamp vandt DM-guld foran holdkammeraten Mads Pedersen og Mikkel Honoré fra Quick-Step. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

For anden gang i karrieren er Alexander Kamp dansk mester i landevejscykling.

Sejren blev sikret efter et dramatisk løb, der var præget af massiv regn på de sidste 30 kilometer. Kort før mål punkterede Julius Johansen, som netop var ved at køre sig ind på Alexander Kamp.

Derfor kunne Kamp, der til daglig kører for Trek-Segafredo, krydse målstregen alene, inden Mads Pedersen og Mikkel Honoré kom i mål som toer og treer.

Første gang Alexander Kamp blev dansk mester i linjeløb var i 2016. Han har været på DM-podiet i alt fire gange.

Dansk løbetalent danser sejren hjem

Joel Ibler Lillesø forsvarede det danske mesterskab på 5.000 meter i suveræn stil ved DM-ugen i Aalborg.

Undervejs overhalede den 18-årige løber flere af konkurrenterne med en omgang, og derfor var der naturligvis tid til at give publikum lidt af en opvisning, da han løb alene i mål.

Fuld fart på både jubelscenen og Joel Ibler Lillesø, der kom i mål 12 sekunder før sølvvinderen Jacob Sommer Simonsen. Mikkel Dahl-Jessen løb sig til bronze.

Danmarks bedste breaker sender vigtigt budskab

Breakdanceren Groovy vandt DM-guld efter en fed finalebattle mod Joy, der endte med dommerstemmerne 3-0.

Men udover fede moves kom Groovy også med et budskab i sit vinderinterview.

- En af grundene til, at jeg står her, er også for at sige, at vi kvinder også kan være her i break-verdenen.

- Det er rigtig vigtigt, at vi repræsenterer og viser alle de små piger derude, at vi også kan stå her. Vi har ligeså meget en plads her som mændene, sagde danmarksmesteren.

Guldet hos herrerne blev vundet af Danielito, der vandt med dommerstemmerne 2-1 over Young M.

Uttrup Ludwig slår tilbage efter sygdom

FDJ-rytteren Cecile Uttrup Ludwig (nummer to fra højre) var stærkest af alle på de godt 127 kilometer. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Cecilie Uttrup Ludwig var torsdag for syg til at køre enkeltstarten, men søndag rejste hun sig og vandt sit første danmarksmesterskab i landevejsløb.

Den 26-årige dansker grundlagde triumfen i Aalborg, da hun med 28 kilometer tilbage satte jagten ind på fem udbrydere, der på det tidspunkt havde et forspring på tre minutter.

Uttrup Ludwig kørte væk fra feltet, hvor to af de hårdeste konkurrenter, Amalie Dideriksen og Emma Norsgaard, var placeret.

Dideriksen og Norsgaard gav dog ikke op, og kort efter fik duoen kontakt til udbruddet, hvor Cecilie Uttrup Ludwig igen forcerede.

Ingen kunne følge med hende, og stille og roligt øgede hun forspringet. Til sidst kunne hun jublende køre over målstregen i Aalborg.

Vanvittig tæt duel i kampen om framerunning-guld

Lidt overraskende vandt Karla Risum kvindernes 100 meter framerunning, da hun slog Thea Berggreen Jørgensen, verdensranglistens nummer et, i en meget, meget tæt finale.

Med det blotte øje var det svært at se, hvem guldet skulle gå til, men et målfoto kunne senere bekræfte, at Karla Risum var en my foran sin konkurrent ved målstregen.

Hos herrerne var det ikke nær så tæt. Her vandt Lasse Kromann i sikker stil.

DM-ugen sluttede søndag aften og var den første af sin slags. Aalborg er værter igen ved næste års DM-uge.