Fra sport til simulator: Sportsbegivenheder rykker online og kommentatorer speaker stensmut

Mens sportsarrangementer aflyses, udvikles nye sportstilbud, der skal hjælpe med at stille sportssulten.

500.000 fulgte med live, da det første virtuelle Formel 1-grand prix blev afholdt.

Racercykler og Formel 1-biler skiftes for tiden ud med simulatorer. Med god grund. For mens coronavirus aflyser flere og flere sportsarrangementer, kan sygdommen ikke påvirke de tiltag, der udelukkende foregår alene og bag en skærm.

De kriterier opfylder den virtuelle grand prix-serie i Formel 1.

For selvom de velkendte Mercedes- og Ferrari-biler ikke var at finde på den rigtige kørebane i Bahrain, så fulgte op mod 500.000 stadig med live, da det første virtuelle grand prix blev afholdt.

Her sad flere tidligere og nuværende Formel 1-kørere klar foran en computer-simulator. Blandt andre deltog Nico Hulkenberg, Lando Norris og Nicolas Latifi.

De rutinerede kørere fik dog også besøg af prominente navne, man ikke normalt forbinder med Formel 1. Det tidligere One Direction-medlem Liam Payne, sad nemlig foran rattet for Williams Racing.

Og selvom sangeren ikke har helt samme køreerfaring som Norris og co., så blev han alligevel tilgodeset af arrangørerne. Formel 1 meddelte nemlig på forhånd, at de havde pillet lidt ved indstillingerne. Det betød blandt andet, at nogle biler ville være mere robuste end andre. Et tiltag, der skulle skabe en mere lige og underholdende konkurrence.

Den britiske sanger måtte dog alligevel nøjes med en 17. plads i løbet, som blev vundet af Renaults testkører Guanyu Zhou.

Den virtuelle grand prix-serie kan følges på Facebook, Youtube og Twitch. Herfra kan hungrende Formel-1 fans formentlig se med igen, når næste løb afholdes d. 5 april.

Men det er ikke kun i racerkørernes verden, at der findes online alternativer til live-sporten.

Live-kommentering af hverdagen

Det er ikke kun live-sporten i sig selv, der er savnet. Det er alt, der har med sporten at gøre. Atmosfæren og adrenalinen. Selv live-kommenteringen. Og sidstnævnte savn kan man faktisk få afhjulpet.

I manglen på live-sport er den amerikanske sportskommentator Joe Buck begyndt at kommentere på hverdagssituationer. På Twitter lægger Fox-kommentatoren korte videoer op, som han har fået tilsendt af helt almindelige mennesker.

Alt fra en hund, der jagter sit legetøj til en dreng, der får kastet en bold i hovedet af sin far, får ekstra liv af Bucks live-kommentering.

Den amerikanske kommentator har kun to regler for sine videoer. For det første, skal de tilsendte videoer indeholde en hverdagssituation. Og for det andet, opfordrer han til, at de private mennesker, der får kommenteret deres video, donerer penge til kampen mod coronavirus.

Stensmut, kirsebærspyt og øksekast hitter

Den amerikanske sportskanal ESPN2 blev søndag forvandlet til ESPN8: The Ocho. Og med forvandlingen fulgte en række store ændringer i programfladen.

Førhen havde de toppen af verdensidrætten på sendefladen. Baseball, fodbold og Grand Slam-turneringer i tennis. Men sådan var det ikke søndag. Der var der i stedet kirsebærspyt, stensmut og øksekaste-konkurrencer på programmet.

Mens kanalens indhold kun blev skiftet ud søndag, så har en række Twitter-brugere delt videoer af det mærkværdige indhold, så resten af verden stadig kan fornøje sig derhjemme.

ESPN har ikke selv meldt ud, hvorfor de søsatte denne omskiftning. Normalt er det nemlig et skifte, de kun laver hvert år den 8. august. Her gør de det for at hylde talenter i anderledes sportsgrene. Men man kan forestille sig, at skiftet har stillet amerikanske sportsfans sult efter live-sport.

Amatører kørte forårsklassiker med Tour de France-vinder

Den tidligere Tour de France-vinder Vincenzo Nibali har kastet sig over e-cykling. (Foto: JEAN-PAUL PELISSIER © Scanpix)

Cykelsporten har også fået nyt liv i den virtuelle verden. For mens både professionelle og amatørcykelryttere kan mødes og træne online via spillet Zwift, så er ’rigtige’ cykelløb også blevet arrangeret her.

Forårsklassikeren Milano-San Remo er nemlig også blevet kørt online via spillet.

I stedet for at suse forbi tusinder af hujende tilskuere i de romerske gader, kunne den tidligere Tour de France-vinder Vincenzo Nibali sætte sig på en stillestående cykel foran en simulator derhjemme.

I samarbejde med Garmin Edge organiserede RCS Sport nemlig et online-format af den populære forårsklassiker. Og modsat det virtuelle Formel 1-løb, kunne fans også selv melde sig til, og prøve kræfter med de sidste 57 kilometer af Milano-San Remo. I alt deltog 4221 professionelle cykelryttere og amatører i løbet. Målet var ikke at køre om kap, men at dele oplevelsen mellem professionelle og glade amatører.