Frederik spiser for to for at være en del af Team Flæk og blive klar til den ultimative fitnesstest

Om få dage skal de fire danskere til VM i crossfit i USA.

Frederik Stuhde er en del af det danske crossfithold Team Flæk, der skal deltage i Crossfit Games. (Foto: Mathias Snedled)

Frederik Stuhde spiser, hvad der svarer til fem store portioner aftensmad om dagen. Med streg under store.

Kroppen kræver på den gode side af 4.500 kalorier dagligt, når man som den yderst veltrænede sjællænder, om ganske kort til flyver over Atlanten for at deltage i den ultimative fitness-test.

Sammen med holdkammeraterne Astrid Tind, Mia Abildgaard Furu og Viktor Münter skal den 26-årige Frederik Stuhde deltage i Crossfit Games i USA den 3. august.

Det regnes som VM for nogle af de mest veltrænede personer i verden, hvorfor den danske kvartet træner tæt på to gange om dagen og fortærrer massevis af kalorier for at blive klar til holdkonkurrencen.

- Der er mange, som undrer sig over, hvor meget jeg spiser. De synes, det er fuldstændig vanvittigt, for det er dobbelt op af, hvad man normalt spiser, siger Frederik Stuhde og griner.

I crossfit skal man både udføre styrkeløft og øvelser, der er hårde for konditionen. (Foto: Mathias Snedled)

Når han ikke spiser, har han kulhydratpulver med i tasken, som han kan blande op med vand og drikke, så kroppen får det nødvendige brændstof inden træningen i 'boxen' på Nordhavn i København.

Her løfter og skubber han til 'tunge og besværlige ting' sammen med resten af Team Flæk, der skal til Crossfit Games som det blot fjerde danske hold gennem tiden.

Råt, hårdt og godt

Frederik Stuhde gik oprindeligt til basketball i Værløse, men stoppede i 2016. Han ville gerne have et 'almindeligt' liv ved siden af studierne i idræt og sundhed uden alt for meget træning. Troede han.

Han søgte dog noget vildere end de trivielle ture til fitnesscentret, og svaret kom en dag, da han så dokumentaren The Fittest on Earth på Netflix.

- Det var nogle vilde historier om crossfit, og jeg faldt for sporten, så jeg startede næste mandag og gik all in, forklarer han.

- Crossfit er alsidigt, og så var der lidt et cool guy-element over det. Det er hårdt og råt, hvilket jeg trives godt i.

Frederik Stuhde meldte sig ind i den lokale box i Farum, hvor han kommer fra. Efter et halv år flyttede han til København, og ganske kort tid efter mødte han sine kommende holdkammerater Astrid Tind, Mia Abildgaard Furu og Viktor Münter.

Du kan se Team Flæk træne til Crossfit Games i videoen herunder.

Under coronanedlukningen i 2020 måtte de finde alternativer til træningshallen og mødtes i stedet hos kæresteparret Astrid Tind og Viktor Münter i deres tidligere lejlighed på Nørrebro. Der var en kælder med en masse træningsudstyr, og det blev starten på croffitdrømmen Games og Team Flæk.

Team hvad for noget?

- Det var noget, vi sagde på et tidspunkt. Flæk all you can, it’s a mistake not to, og så voksede det lidt på os, og vi tog det til os, siger Frederik Stuhde om holdnavnet.

Og de flækker, alt de kan, de fire danskere. Selvom de ikke kender programmet for holdkonkurrencen, før de står omklædt og klar i USA, forbereder de sig bedst muligt på alskens udfordringer.

Menuen står på løb, svømning, tunge vægte, sandsække og andre såkaldte odd obejcts.

- Til Games skal man skubbe til en Big Bob (en stor slæde, som vejer op til 500 kilo, red.), hvor alle fire atleter skubber på samme tid. Sådan en har vi ikke én til én, så vi har forsøgt at genskabe den ud fra det udstyr, vi har til rådighed.

- Vi smider en masse vægte på, og skubber den rundt ude på parkeringspladsens asfalt, så det er rigtig opad bakke, understreger Frederik Stuhde.

Kommer ikke uden omkostninger

Crossfit-atleten må dog sande, at det til tider er svært at finde tid til det hele. Han pendler til Odense for at studere for at at køre tilbage til København til træning og arbejde i samme center - og nå ja, så har han en sød kæreste, der også gerne vil se lidt til sjællænderen.

Hun er god til at imødekomme hans ønsker om at træne så ofte som muligt, men Frederik Stuhde ved godt, at han kører en 'egoistisk livsstil'.

- Det er ikke holdbart hele mit liv, erkender han.

- Forholdet skal ikke kun være på min præmis, og jeg kan sagtens forstå, når hun har været træt af det. Det kan ikke undgås.

Team Flæk er blot det fjerde danske hold, der skal deltage i Crossfit Games. (Foto: Mathias Snedled)

Frederik Stuhde har dog mere at udforske i crossfit, så parret har aftalt, at han investerer nogle år endnu i sporten. Men når han nærmer sig de 30, er han klar til at lægge vægtstangen fra sig og i stedet leve et mere 'normalt' liv.

- Hun støtter mig meget også før Games, hvor jeg virkelig træner meget. Hun kommer og henter mig efter træning, og så kører vi hjem og laver mad, siger Frederk Stuhde.

Crossfit Games starter den 3. august.