Fyret og anklaget for trusler og diktatorisk stil: Nu ’totalrenses’ sportschef i et forlig

Lars Lindstrøm og Dansk Orienterings-Forbund har indgået forlig i sag om ærekrænkelse og usaglig fyring.

Lars Lindstrøm blev i december fyret som sportschef i Dansk Orienterings-Forbund. Efterfølgende stævnede han forbundet for usaglig fyring og ærekrænkelse, og nu har parterne indgået forlig. (Foto: © Mads Frost)

Du er fyret.

Det var i december beskeden til en af de mest vindende og succesfulde landstrænere og sportschefer i dansk eliteidræt, Lars Lindstrøm.

Dansk Orienterings-Forbund, DOF, hvor Lars Lindstrøm var ansat, begrundede fyringen med anklager om manipulerende adfærd, trusler, forhørsmetoder og en diktatorisk stil.

Men Lars Lindstrøm afviste alle anklager og stævnede DOF for usaglig fyring og ærekrænkelse.

Og nu har DOF valgt at indgå forlig i sagen.

Forliget indebærer beklagelser fra begge parter omkring sagens omstændigheder samt en økonomisk godtgørelse til Lars Lindstrøm.

Sammenlignet med DOF’s tidligere alvorlige anklager mod Lars Lindstrøm er ordlyden nu en anden.

- Lars har bidraget med en stor faglig viden og indsigt i eliteidræt og skabt markante resultater i en epoke, som vil blive husket med stolthed af alle i dansk orientering, lyder det i en pressemeddelelse fra DOF.

Anklagerne, som DOF i sin tid begrundede fyringen med, nævnes ikke i pressemeddelelsen. Men Lars Lindstrøm tøver ikke med at kalde forligsaftalen en ’totalrensning’ af hans navn. Han mener, at det beviser hans påstand om uretmæssig fyring og ærekrænkelse.

- Jeg har hele vejen igennem arbejdet inden for de gældende rammer, regler og retningslinjer – herunder også det etiske kodeks. Og det har DOF også i forligsforhandlingerne erkendt over for mig, siger Lars Lindstrøm til DR Sporten.

Anklagepunkterne, der i sin tid fik dig fyret, er ikke nævnt i pressemeddelelsen. Mener du, at forliget er en tilbagerulning af de tidligere anklager imod dig?

- Det er klart, at jeg ikke kan skrive under på et forlig, uden at det også en del af det. Jeg ser det som en fuldstændig klar tilkendegivelse af, at jeg hele vejen igennem min tid hos DOF har leveret et professionelt og ansvarligt stykke arbejde.

Lars Lindstrøm har været nomineret til Team Danmarks talentpris i 2006, 2008 og 2009. I 2009 vandt han prisen. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

’Hvad vil vi med eliteidræt?’

I sine år som landstræner og sportschef skabte Lars Lindstrøm imponerende resultater. Under hans ledelse opstod en guldalder i dansk orienteringsløb, hvor de danske landsholdsløbere høstede EM- og VM-medaljer i bunkevis.

Efter sin fyring valgte Lars Lindstrøm at stævne DOF for ærekrænkelse på grund af anklagernes karakter. I en redegørelse fra DOF blev han ifølge JP blandt andet betegnet som værende i behov for ”behandling” for uhensigtsmæssige adfærd. Stævningen lød også på usaglig fyring, fordi Lars Lindstrøm blev fyret uden varsel og hverken modtog en advarsel eller fik lov at forsvare sig mod beskyldningerne.

Fyringen af Lars Lindstrøm kom i kølvandet på den såkaldte svømmesag fra 2019, hvor DR Sporten afslørede nedladende offentlige vejninger og psykiske overgreb i toppen af dansk svømning. Og samme efterår blev en assisterende landstræner i badminton fyret for upassende opførsel.

Med forliget mellem DOF og Lars Lindstrøm står det nu klart, at der i dette tilfælde aldrig var tale om en mistrivselssag, og at hans fyring derfor var usaglig, mener Lars Lindstrøm.

Det danske landshold i orienteringsløb vandt i 2015 VM-Guld i kvindernes stafet med Lars Lindstrøm som landstræner. Her løber (f.v.) Maja Alm, Ida Bobach og Emma Klingenberg ind over målstregen efter sejren ved VM i Skotland. (Foto: © Kell Sønnichsen/DOF, Scanpix)

Siden Lars Lindstrøm blev fyret, er der opstået en debat om trænere og lederes rettigheder i dansk eliteidræt. Både som direkte reaktion på Lindstrøms fyring og som en voksende politisk uenighed om en mulig ændring af eliteidrætsloven.

- Den debat er strengt nødvendig. For jeg har savnet en grundig debat om, hvad det egentlig er vi vil med eliteidrætten. Og hvordan? Så eliteidrætten kan blive ved med at være eliteidræt og ikke bare hyggelig leverpostejs-idræt. Hvis eliteidræt skal have en berettigelse, så bliver den nødt til at gå til grænserne og skabe stolthed ved hjælp af toppræstationer, siger Lars Lindstrøm.

I bakspejlet erkender både Lars Lindstrøm og DOF, at der skulle være brugt mere tid og energi på at skabe tydeligere rammer om elitevirksomheden, lyder det i pressemeddelelsen.

Og hovedbestyrelsen i DOF vil i løbet af efteråret igangsætte en proces, hvor eliteorganisationen, mål og midler skal defineres på ny.

- Det bliver ofte gjort til et enten- eller spørgsmål om trivsel eller grænsesøgende træning. Hvis man går til grænsen, fremstilles man nærmest som ekstrem, og det, synes jeg, er så forkert. Vi er langt fra det ekstreme, når vi i Danmark taler om at gå til grænsen. Det handler grundlæggende om, at der er unge mennesker, der rigtig gerne vil vinde, og så har vi en opgave som trænere og ledere om at guide dem derhen. Og så er alle samtidig meget bevidste om, at der også er et menneske i atleten, vi skal beskytte, siger Lars Lindstrøm.

- Jeg blev ansat til at skabe resultater og en stærk elitekultur i dansk orienteringsløb, og det har jeg gjort. Det har krævet en stor indsats og meget af alle, og jeg er ærgerlig og ked af hvis det undervejs har været til gene for nogen – det har på ingen måde været min hensigt.

Med forliget på plads ser Lars Lindstrøm nu frem til at lægge sagen bag sig. Og han håber, at forliget nu muliggør hans comeback til dansk eliteidræt.

- Jeg har de seneste otte måneder mærket, hvordan jeg savner at arbejde med eliteidræt. Og det, jeg drømmer mest om, er igen at være med til at udvikle udøvere til allerhøjeste niveau. Ikke i orienteringsløb, det er et afsluttet kapitel for mig. Men i atletik, triatlon eller noget tredje vil jeg elske at bruge min viden og mine erfaringer og bidrage til at skabe topresultater.

DOF-formand Walther Rahbek ønsker ikke at udtale sig om forliget til DR Sporten. Han siger, at han personligt 'er på atleternes side og står uden for forliget'. I stedet henviser han til næstformand Torben Seir som bestyrelsens talsperson for forliget.

DR Sporten har været i kontakt med Torben Seir, men han har ingen kommentarer udover, hvad der er givet i den udsendte pressemeddelelse.