Bjerregaard og Olesen blander sig i topstriden ved US Masters

Både Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard ligger med i topstriden ved US Masters efter flotte runder lørdag.

Thorbjørn Olesen under US Masters. (Foto: Mike Ehrmann © Scanpix)

Danmark har blot to golfspillere med i årets majorturnering US Masters. Til gengæld er de begge fremragende spillende, og inden søndagens sidste runde dufter det virkelig af danske topplaceringer.

Med en tredje runde i fire slag under par spillede Thorbjørn Olesen sig for alvor ind i toppen, mens Lucas Bjerregaard lørdag kom rundt i tre slag under par og er et slag efter sin landsmand.

Da Olesen nåede klubhuset, indtog han en delt 13.-plads i samlet seks slag under par, mens Bjerregaard var delt nummer 20.

Lucas Bjerregaard kom rundt i tre slag under par. (Foto: Kevin C. Cox © Scanpix)

Mange spillere mangler dog endnu at færdiggøre tredje runde.

Thorbjørn Olesen spillede en gennemført god runde, hvor han lavede ganske få fejl. Dog måtte han notere en bogey på 18. hul, som sendte ham lidt tilbage.

Efter en birdie på andet hul og en bogey på femte hul fandt han et godt momentum.

På hullerne 6, 8, 11, 13 og 15 lavede han birdies, så han lå i syv slag under par samlet indtil bogeyen på hul 18.

Lucas Bjerregaard var noget mere svingende på sin runde. Halvvejs var han et slag over par efter to birdies, en bogey og en dobbeltbogey, men på de sidste ni huller fandt han det gode spil frem.

Birdies på hul 10 og 13 blev fulgt op af en flot eagle på hul 15, og så var han med fremme i den sjove ende igen.

Søndag spilles fjerde og sidste runde af majorturneringen.

/ritzau/

Facebook
Twitter