Dansk golf-stjerne glæder sig til comeback: 'Har aldrig holdt så lang pause'

Efter seks måneder uden golf-turneringer skal Nanna Koerstz Madsen torsdag igen i ilden i Skotland.

Nanna Koerstz Madsen glæder sig til igen at spille turnering efter corona-pausen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Golfsæsonen var kun lige skudt i gang, før Nanna Koerstz Madsen måtte putte køllerne tilbage i skabet.

Ligesom med så meget andet satte corona-virusset en stopper for planerne for verdens bedste kvindelige golfspillere, og derfor har Koerstz Madsen ikke spillet turnering siden februar.

Men torsdag kan hun endelig se frem til igen at skulle krydse klinger med golf-eliten.

LPGA-touren, som er forbundet for de bedste spillere i verden, er nemlig rykket til Skotland for at spille Ladies Scottish Open, og her er Koerstz Madsen med i feltet.

- Jeg har aldrig holdt så lang pause fra golf før. Ikke engang da jeg var lille. Det bliver rart at komme i gang igen, men jeg ved ikke, hvor jeg står efter den lange pause. Det bliver bare fedt at komme i gang igen.

- I starten var det svært at motivere sig, fordi vi ikke anede, hvornår vi ville komme i gang, og om vi ville komme i gang. Men den sidste halvanden måneds tid har det været nemmere at motivere sig og få trænet ordentligt, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang med at spille for alvor, siger Koerstz Madsen.

Kan spille helt frit

Nanna Koerstz Madsen spillede sin seneste turnering på LPGA-touren tilbage i februar. (Foto: Sergei Belski © Scanpix)

Normalt når Nanna Koerstz Madsen drager ud i verden for at spille turneringer, er det med en lille pistol for panden.

Hun plejer nemlig at ligge og slås om de sidste kort til LPGA-touren året efter, men grundet corona har spillerne allerede sikret sig et år mere blandt de bedste.

Hun håber derfor, at det forsvundne pres kan give hende nogle ekstra procenter.

- Jeg har fået kort til næste år, så jeg er ikke presset til at skulle præstere. Så jeg prøver at arbejde på nogle ting i mit spil og se, om det kan være en fordel ikke at have så meget pres.

- Så kan jeg se, om det er noget, jeg kan tage med videre, hvis jeg kan se, at det er godt for mig i forhold til spillet. Men ellers håber jeg bare hurtigt at kunne finde tilbage til mit normale spil.

Nanna Koerstz Madsen fortæller endvidere, at sikkerheden til Ladies Scottish Open er helt i top, så corona-frygten fylder ikke noget for hende.

- Der er masser af kontrol, og de passer godt på os, så jeg er faktisk ret tryg ved situationen.

- Alting tager selvfølgelig lidt ekstra tid, men vi tager det hele med, for vi er bare glade for at komme i gang igen.

Ladies Scottish Open løber fra torsdag til søndag, og foruden Nanna Koerstz Madsen stiller Nicole Broch Larsen og Emily Pedersen også til start.

Facebook
Twitter