På et repræsentantskabsmøde i Kolding lørdag har Dansk Golf Union valgt sin nye formand. Og det bliver Lars Broch Christensen, der overtager for Jim Staffensen.
Lars Broch Christensen har i forvejen siddet seks år i Dansk Golf Unions bestyrelse, og golf er en af de vigtigste ting i hans liv, fortæller han i en pressemeddelelse.
- Mit liv har været golf siden 1976, og jeg har været frivillig siden 1983. Udover min datter er golf nummer to på listen over det, jeg brænder for, siger Lars Broch Christensen.
Forude venter nu flere opgaver, hvor rekruttering af nye golfspillere vurderes som dén, der skal lægges mest energi i.
- Der er stadig mange derude, som vi ikke har fået givet chancen for at prøve golf og få den fornemmelse i kroppen, som golf kan give.
- For klubberne er juniorer en investering i fremtiden, fordi mange af dem kommer tilbage til golf, når de er færdige med at studere og etablere sig med job og familie, siger Lars Broch Christensen.
Lars Broch Christensen er 56 år gammel. Han er født og opvokset i Hillerød, hvor han stadig bor. Han er aktuelt kasserer i Hillerød Golf Klub, hvor han har haft adskillige frivillige poster - blandt andet en ni-årig periode som klubformand.
Lars Broch Christensen er desuden far til Danmarks aktuelt bedste kvindelige golfspiller, Nicole Broch Larsen, der er nummer 164 i verden.